253 / 448
—
2 4 8
—
laa i aabne Vinduer og fulgte med øjnene de Forlovede
op igjennem Adelgade; de vare i een Forbavselse over,
saa fin og forandret
Sophie
var bleven. Winther over
øste hende med Parfymer og allehaande Gaver. Om
Aftenen sad han i hendes Værelse og forelæste hende
Goethes
og sine andre tyske Yndlingsdigteres Arbejder.
De Første, han førte hende til, vare —
Miiffelmanns!
Alvilde
skulde dog se, at han kunde vinde en ung,
smuk og begavet Piges Hjærte.
Sophie Hansen
blev
meget venligt modtagen, og Winther kom ofte
der
med
hende; hun og
Alvilde
blev saa gode Veninder, at de
førte en livlig Korrespondance, i hvilken
Sophie Hansen
i de højeste Toner omtalte Chr. Winther, som hun var
dødelig forelsket i. „¡Men det var strax
mig
klart“,
sagde
Alvilde M iifelmann
senere til mig, „at de To,
de kunde aldrig passe sammen;
hun
var ikke fri for
at være lidt smægtende-sentimental, og
han
holdt altid
mest af det Livlige og Pikante hos Kvinderne;
det
passede ikke“.
Ogsaa i
Deichmanns
Hus præsenterede Winther
sin Kjæreste, og, som de en Aften ubudne indfandt sig
der
, traf de
Alvilde.
Da de atter skulde derfra, gik
Frøken
Hanne Deichmann
ud for at hente de unge
Damers Overtøj ind i Stuen til dem. Winther fulgte
efter hende og rev
Alvildes
Tøj fra hende, hvorpaa
han heftigt kyssede hendes Sjal. Frøken
Deichmann
udbrød: „De er jo gal, Winther! De er jo forlovet med
Sophie Hansen !uX)
Omtrent samtidigt dermed skrev
han i „Annette“ :
Omstændighed, at han nu ikke længer gav Timeunderviisning, med
gik vel Resten af hans Formue.“ r) Professorinde
Barfoeds
Med
delelse til mig.