245 / 448
—
2 4 0 —
Aftenen alt udbredte
sit hemmelige Flor;
Moderen ængstlig ledte
efter sit lille Nor;
da fandt hun endelig Pigen
sødt slumrende paa Jord;
med tusend Øjne, nyfigen,
stod rundt en Blomsterflor.
Og vaagen
Alfhild
fandt sig
i Græs ved krumme Aa;
om hendes Lokker vandt sig
en Krans Violer blaa.
— Hun voxed, rig paa Ynde,
som Alfen havde sagt;
tidligt sig lod forkynde
Aandeverdenens Magt.
Sig hendes Sødhed væved
i mangen Tankes Gang;
salig Sangeren bæved,
naar han om
A lfhild
sang.
Hun blev, som hendes Moder,
baade kløgtig og from;
men — under Barmens Kloder
slet ingen Varme kom.
Vel Bejlere kom der mange;
men iskolde Blik
for deres Sukke lange
var al den Trøst, de fik.
Ej mægted Støvets Sønner
i Kjole og Frisur
at bøje med Elskovsbønner
den æteriske Natur.
Men trods det kolde Hjærte
havde hun frejdigt Mod, —
kuns
dem
det voldte Smerte,
som laa for hendes Fod.