242 / 448
—
237
—
der
satte sig den Lille,
og med sine Øjne blaa
hun tankefuld og stille
ud over Vandet saae.
Saa kommer der en Svane sejlende; hun sætter sig
paa den, og den glider med hende ned ad Aaen.
Snart vrimle Alferne frem, Svanen bærer hende ind i
en hemmelig Hule, og derigjennem føres hun til Alfernes
vidunderlige Rige. Svanen forsvinder; men i dens Sted
staaer der en dejlig Dreng: Alfernes Konge. Han tager
imod sin lille Dronning, de sværme sammen i hans Rige,
og, da han atter maa skilles fra hende, siger han:
En Rigdom Dig nu tilhører,
dens Værd ej aner Du;
sig i Dit Indre rører
en umaalt Verden nu.
Først Alt vil ganske svinde; —
men som det skjulte Frø
vil det i Hjærtet inde
gjemmes og aldrig dø.
Lidt efter lidt skal stige,
Dig ubevidst, af Din Aand
Hvad her i Alfers Rige
blev nedlagt af min Haand.
En Vielse jeg give
Dig vil, at Alfens Viv
en Digterinde maa blive —
det skjønne Digt: Dit L iv!
Som Solens Blink udklække
Blomster i broget Rad,
skal Dine Smil opvække
Hjærter til sværmersk Kvad.