237 / 448
om Hvad dybt paa Søens Bund
og i Kæmpers mørke Høje
aldrig sees af noget Øje,
men af Blomsteralfen kun.
Han skildrer det rigt besatte Kapel, der fra Bøgens
Toppe lader sit Tonevæld strømme gjennem Skoven
og ved Solnedgang klinger med en sod Elskovshymne;
saa siger han:
Der
vi turde med hverandre
frit marchere, uden Gru,
og fra Bakken
Rendez-vous
x)
se de tapre Skarer vandre.
Det var smukt, ihvor vi gik; —
ak, hvor jævnt faldt ej vor Tale,
ikke frygted vi Kabale
eller nogen skjæv Kritik. —
Der
De vandret har alene
med det røde Sjal om Kind,
saa med dybt fortryllet Sind
Ellekongen stod bag Grene;
han usynlig rask sig skjød
frem blandt Fyrrens ranke Stammer,
saae med sine Øjnes Flammer,
at De — spiste Hvedebrød!
Godt, at han ej har forledt Dem!
Dog — De bli’er saa let ej skudt;
nej, han selv blev vist kaput,
tørste Gang da han fik seet Dem! —
Winther skildrer saa, hvorledes hele denne Scene nu
et forvandlet, er ©de og kold, og hver Gartner maa
se at faa dækket og lunet om Det, der skal beholde
Livet; er Gartneren rigtig snild, sætter han sine bedste
x) De saakaldte „Bliichers Banker“ mod Fuglevad Mølle.
' —
2 3 2
—