233 / 448
—
2 2 8
—
Ned ad denne Bankes Barm
vandre skal De ved min Arm!
„Nej, her gaaer jeg bedst alene,
„Lyngens Grene
„gjør os Harm“.
Op igjennem grønne Kløft,
over Gærde, over Grøft,
kaster Søen os om Kinden
rask med Vinden
køle Svøft.
Kjæreste — min Frøken! De falder! De glider!
Nej, De faldt dog ej, De skrider
let og net paa Taa.
Op blandt broget Grus og Sand
skyller Søen Skum og Vand;
her jeg vil min Læbe køle,
jeg kan føle
Tungens Brand.
Her paa disse skarpe Sten
gaaer kun Foden tung og sen;
hvis jeg maa, vil jeg Dem bære;
hist maa være
Vejen ren.
Vogt Dem dog, Alvilde, o Smerte, o Smerte!
Grusomt bløde maa mit Hjærte
for de spæde B en!
Se, her staaer en Bænk til To;
lad os slaa os lidt til Ro;
Ak, hvor godt bag Granens Skygge
lunt vi bygge
kan og bo.
Søen Solens Billed bær,
Droslen slaaer i Granetræer,
stejle stige disse Trapper,
hold Dem tapper,
støt Dem her1