239 / 448
—
234
—
bliver Byen, naar De kommer
til en frisk og liflig Vaar *)•
Chr. Winther blev snart efter igjen viist tilbage af
Alvilde Muffelmann,
„skjøndt han dengang var tem
melig sikker paa at faa sit Ønske opfyldt“. Hun er
klærede til sine Nærmeste, at, uagtet hun holdt inderlig
meget af ham, vilde hun ikke gifte sig med ham,
fo r d i hun overhovedet aldrig vilde indlade sig i en
saadan Forbindeise2)
, og dette Princip holdt hun fast
ved, saa at hun døde ugift3).
Folk, der have været nøje inde i disse Forhold,
mene, at det var hendes Ubøjelighed, som holdt Chr.
Winthers Flammer vedlige.
N . P. Nielsen
sagde —
vistnok med Rette — om ham: „Han er en Jens Paaske-
lilie, der knæler paa hvert Gadehjørne; men,' naar han
mærker, at vedkommende unge Pige giver efter og
nærmer sig ham, saa er hans Forliebelse forbi. Det,
der morer ham, er at føre Slaget og vinde det.“ Dette
svarer ganske til Hvad Chr. Winther siger om sig selv
i Felix’s Skikkelse, Det, som er citeret i 1ste Bind
S. 163, L. 19—27. Han var i dette Punkt som
Napoleon,
der sagde til Grevinde
Valevska:
„Jeg
vil
— forstaaer
J) Her er Digtet gjengivet efter hans Originalmanuskript til
hende; se forresten Sml. Digtn. I, S. 179. 2) Meddelt mig af hendes
Broder
Hother M.
3) I Lyngby, den 18de Nov. 1895, 85 Aar gi.
Efter sine Forældres Død tog hun i Huset hos sin ogsaa ugifte
Broder
Hother
, som var Forpagter paa Gram i Slesvig og senere
boede sammen med hende i Lyngbys Hovedgade, Stedet ligeover
lor Kirken; her døde han d. 15de Juli 1895, 85 Aar gammel. Bægge
disse to Søskende efterlod sig et smukt Eftermæle, bl. A., fordi de
havde været de Fattige saa gode. Af Winthers andre Elever fra
det
muffelmannske
Hus blev
Em il
Overlæge, sidst i Helsingør, og
Peter
Skovrider paa Vemmetofte.