243 / 448
Thi Sangeren, vil man sige,
velsigner højt sit Hverv,
naar han en dejlig Pige
tør ofre Sangens Skjærv.
Og fra mit Land, det fjærne,
Du skal af Alfer smaa
om Din Skjønhed at værne
en kraftig Livvagt faa:
Sundhed, den stærke Tærne,
og Ynde med Rosenkvist
skal følge Dig, min Stjærne,
og — Skjæimeri tilsidst!
Den første skal farve mørke
de gyldne Haar og smukt
Dig strømme sin varme Styrke
i Blodets Purpurflugt.
Den anden skal Foden føre
og bøje rund Din Arm
og tugtigt Dig omsløre
Din Hofte og Din Barm.
Den tredie i en fornøjet,
men ubevogtet Stund
skue Dig dybt i Øjet
og kysse Dig paa Din Mund.
—
2 3 8
—
Een Pligt jeg Dig paalægger
een Bøn jeg beder kun,
før jeg Dig Haanden rækker
i Afskeds bitre Stund:
En mægtig Gnist der flammer
i hvert et jordisk Bryst;
skjøndt den fra Himlen stammer,
avler den Sorg som Lyst.
Den er det, som forbinder,
og som adskiller brat;
den er det, som forblinder
og Dagen gjør til Nat.