241 / 448
—
236
—
Som Hyacintens Stængel
saa smidig, rank og rund,
med Smil, som nys en Engel
havde kysset hendes Mund.
De store Øjne straalte
med sær dybsindig Skik;
knap Nogen længe taalte
det tankerige Blik;
som havde alt hun kunnet
se klart i Hjærtets Nat,
som havde hun udgrundet
Livsgaadens dunkle Skat.
Hun svæved om i Flokken
lig Musen, tyst og let,
saa Vinden danned af Lokken
en Glorie — et Næt. —
Med Eet var hun forsvundet
af den støjende Sværm;
hun havde Vejen fundet
bag Bøgelundens Skjærm.
Gjennem de krumme Gange
hun ilede did ned,
hvor Aaen som en Slange
slikked den grønne Bred *)•
Hvor Bøgen i Voven hængte
sin Løvdusk, grøn og lys,
som om den rigtig trængte
til køligfriske Kys;
hvor dybt sig Broen spejled
og Græsbænken stod,
og Aakanden sejled,
løsrevet fra sin Rod,
J) Altsaa i Sorgenfri Slotshave.