224 / 448
— 2 1 9
—
Forstand, kunde og kan dette fuldt ud siges om Chr.
Winther over for hele den danske Ungdom.
Alt, hvad han i disse Aar hengav sig til i de for-
skjellige Krese, skulde tildels erstatte ham det Hjem,
han havde mistet hos
Muffelmanns.
Her var han for
øvrig endnu stadigt en hjemlig Gjæst; ingensteds kom
han hellere, og dog blev han stedse her stødt tilbage
af det Samme, som han blev tiltrukken af; hans For
elskelse i
Alvilde
var ikke udslukket, men blev heller
ikke nu gjengjældt. Som i hans Regenstid maa man
atter nu sige: „Hvad hjalp det ham, at alle andre unge
Piger sværmede for ham , naar
hun,
den Udkaarne,
ikke ret vilde hengive sig til ham !“ Imidlertid nød
han dog — saa godt han kunde — Livet Ved
Almides
Side. Ofte var hun — og hun alene — hans Dame
paa Ballerne, og han indbød hende jævnlig med sig i
Teatrene, hvor han i første Parket var hendes udsøgte
Ridder. Han forestillede hende for sine Venner og Ven
inder, blandt andre for Fru
Gyllembourg.
„Er
det
min
lille
Alvilde,
som saa tidt har siddet paa mit Skjød?“
udbrød den gamle Frue og betragtede den bekjendte
Skjønhed.
Gyllembourgs
havde nemlig i sin Tid boet
i
Muffelmanns
Sted i Bredgade, og de to Familier
havde da havt endel Omgang med hinanden;
Alvilde
som dengang var lille, havde været Fru
Gyllembourgs
Kjæledægge.
Chr. Winther lystrede
Alvildes
mindste Vink.
Skjøndt et af hans Digte fra den Tid ikke er skrevet
til hende, er det dog hendes Skyld, at det er blevet til.