218 / 448
Begejstring. De to Digtere mødtes i
schillersk
Had til
Politik og i deres store Sympati for
Uhland, Schleier-
macher
og
Heine
, som jo satte tydelige Mærker i bæg-
ges Produktioner i tidligere Tid. Den
heineske
Lyst
til at fremkalde kjærlige og bløde Stemninger og saa
afbryde dem i en skærende Disharmoni kan — som
hos Winther — paavises hos
Welhaven.
De satte
hinanden gjensidig højt som Digtere,, skjøndt de her
vare forskjellige:
Welhaven
dvælede ved indre Betragt
ning og var under Produktionen fuld af Reflexion og
Overvejelse; Winther sang sig frejdig og ubevidst ud
som en Fugl i Luften. — I et Brev til
Alvilde Miiffel
mann
skriver Chr. Winther: „
Welhaven
saae De da,
men — til al god Lykke — kun forbifarende; thi jeg
kan forsikre Dem: uagtet al hans mindre graciøse
Nonchalance, er han, jo oftere man seer ham, et over-
maade smukt Exemplar af et Mandfolk, og — man
kunde jo aldrig vide (med et saa let fængeligt, varmt
Hjærte) — Hvad der mueligen kunde ske.“ — Efter sin
Tilbagekomst til Norge sendte
Welhaven
Winther
„Norges Dæmring“ med følgende Vers:
Til ham, der spiller paa Harpe,
omskygget af Bogens Krans,
saa Brasen, Karus og Karpe
maa lege med deres Svans, —
fra En, der spiller paa Lire
af Sorg i en bagvendt By,
saa Hunde paa To og Fire
maa hyle i vilden Sky.
Højstærede Christian Winther!
Gud give, jeg var hos Dem!
Man hugger mig snart i Splinter
i Frihedens gamle Hjem1).
b
Welhavens
Saml. Skr. I, S. 251.
—
213
—