ChristianWinther

—

210

—

efterat „Norges Dæmring“ var udgiven, kom han i

Følgeskab med

B . Dunker,

der nylig var bleven juri

disk Kandidat, til Kjøbenhavn.

Welhaven

var særlig

anbefalet *til

Orla Lehmann,

der i „Dansk Literatur-

tidende“ havde anmeldt „Norges Dæmring“ rosende;

imidlertid synes

Lehmann

ikke at have været ganske

tiltalt af ham personlig; næste Aar siger han under sin

Rejse i Norge, at Omgangen med

Welhaven

havde

noget i høj Grad Vækkende ved sig, skjøndt det ikke

skal negtes, at, naar hans rige Forraad af attisk Salt

stundum slap op, saa hjalp han sig med Peber“ 1).

Hernede i Danmark „prakkede han ham paa“

Agerskov

2),

og denne fik Besvær nok med ham; thi — naar man

skal være Sandheden tro — var

Welhaven

i derine Pe

riode ikke behagelig, men yderlig norsk-uopdragen, saa

Agerskov

turde ikke nogensteds lade ham være alene,

da han idelig forløb sig. Han førte ham til Winther.

Skjøndt der ikke er mindste Tvivl om, at denne altid

stod paa

Welhavens

Side i Striden mod

Wergeland,

havde han dog i 1834 leveret til „Kjøbenhavnsposten“

to Artikler, der vare ham tilsendte fra

Wergeland3),

og som skulde forsvare dennes Adfærd og navnlig

hans Udtalelser imod dansk Literatur. Ved Indsendelsen

af Artiklerne paaberaabte Winther sig Billighedens og

Upartiskhedens Princip og ytrede, at, da

Wergeland

flere Steder i Danmark havde mødt Spot og bitter

Dadel, burde der formentlig ikke negtes ham

Forsvar.

Det var Retfærdighedsfølelse, der her ledede Winther.

b Se „Norge og Normændene“, S. 32. 2) A’s egen Meddelelse

til mig. 3) Se

K raft:

Norsk Forfatterlexikon, S. 673, og „Kjøben

havnsposten“ 1834, Nr. 129 og 130.