Previous Page  214 / 448 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 214 / 448 Next Page
Page Background

2 0 7

aftrykkes, hvilket

Hansen

dog tillod sig at gjøre; det

var maaske ikke uden en Finte, naar Winther her

meldte sig med følgende Verselinier:

Jeg seer mig gjærne tegnet

paa denne Subskription,

da bliver jeg jo regnet

til den finere Portion. —

Kunde

Hansen

støde Winthers Taktfølelse og Smag,

saa var dette ikke Tilfældet med

Andreas Saint-Aubain,

der var Ridderligheden og Dannelsen i egen Person.

Mellem Winther og ham udviklede der sig dog aldrig

noget venskabeligt Forhold, og det kan nok være, at

Saint-Aubain

syntes mindre om Winther end omvendt;

han ankede — som hans Fætter

Heiberg

— over

„Ledeløshed“.

Den Eneste af hele Kresen i

Rantzaus

Hjem, der

ubetinget ejede Winthers Hjærte, var Greven selv. Ham

tilegnede han „Sang og Sagn“ med et langt Digt, hvor

han klager over sin prosaiske Tidsalder; han slutter da

saaledes:

Hvor skal da Sangens Fugl ty hen

i Fred, med Kvad og Kvidder?

Den flyer til

Dig, Du Sangens Ven!

Du ædle, danske Ridder!

Du lokked den med venlig Aand;

den kom lidt bly og bange;

nu sidder trygt den paa Din Haand

og synger sine Sange.

Den glemme vil sin Skræk og Sorg,

sin Længsel og sin Lede,

hvis til Din gamle Stammeborg1)

den klæbe tør sin Rede.

b Breitenburg ved Itzehoe.