214 / 448
—
2 0 7
—
aftrykkes, hvilket
Hansen
dog tillod sig at gjøre; det
var maaske ikke uden en Finte, naar Winther her
meldte sig med følgende Verselinier:
Jeg seer mig gjærne tegnet
paa denne Subskription,
da bliver jeg jo regnet
til den finere Portion. —
Kunde
Hansen
støde Winthers Taktfølelse og Smag,
saa var dette ikke Tilfældet med
Andreas Saint-Aubain,
der var Ridderligheden og Dannelsen i egen Person.
Mellem Winther og ham udviklede der sig dog aldrig
noget venskabeligt Forhold, og det kan nok være, at
Saint-Aubain
syntes mindre om Winther end omvendt;
han ankede — som hans Fætter
Heiberg
— over
„Ledeløshed“.
Den Eneste af hele Kresen i
Rantzaus
Hjem, der
ubetinget ejede Winthers Hjærte, var Greven selv. Ham
tilegnede han „Sang og Sagn“ med et langt Digt, hvor
han klager over sin prosaiske Tidsalder; han slutter da
saaledes:
Hvor skal da Sangens Fugl ty hen
i Fred, med Kvad og Kvidder?
Den flyer til
Dig, Du Sangens Ven!
Du ædle, danske Ridder!
Du lokked den med venlig Aand;
den kom lidt bly og bange;
nu sidder trygt den paa Din Haand
og synger sine Sange.
Den glemme vil sin Skræk og Sorg,
sin Længsel og sin Lede,
hvis til Din gamle Stammeborg1)
den klæbe tør sin Rede.
b Breitenburg ved Itzehoe.