217 / 448
—
212
—
oftere og i længere Tid dernede, likte sig i det Hele
taget vistnok langt bedre
der
end hjemme og var vel
ogsaa dernede gjennemgaaende langt mindre krigersk
stemt; alligevel har jeg hørt Danske, der omtalte ham
med den største Velvillie og Beundring og udbredte
sig over hans Aandfuldhed og øvrige glimrende Egen
skaber, føje til: „Men saa er han nu med alt Det for
færdelig norsk — d. v. s.: haardhændet, voldsom,
kantet“. Han, som herhjemme gjaldt for den store
Fører i Kampen mod den nationale Raahed, kunde af
Danske opfattes som en noksaa typisk Repræsentant
for denne selvsamme Raahed . . . . Han maatte fremfor
Alt ikke vise sig svag eller give nogen Blottelse. Af
ham ventede man altid noget Blendende og Flængende.
Og i Følelsen heraf tvang han sin Natur, gik af Frygt
for at synes undseelig og tilbageholden [som han at
Naturen varj til den modsatte Yderlighed, brød ind som
et Stormvejr og dækkede sin Forknyttelse bag en for
ceret Højrøstethed“. Disse Skyggesider ved
Welhaven
frastødte sikkert det Tilbageholdende og Føjelige i W in
thers Natur, som paa den anden Side var
Welhaven
imod; men saa var der meget Andet, der drog ham,
og iblandt disse Egenskaber
Welhavens
Veltalenhed.
Sars
fortæller, at han har hørt Winther sige: „Havde
han blot skrevet halv saa godt, som han taler!“
Winther maatte — som Alle, der nærmere kjendte
Welhaven,
•— skatte det varme Hjærte, Finheden, Bly
heden og den store Renhed, som gjemte sig bag hans
kaade, hensynsløse Form; „der var en uforsonet Mod
sætning i ham; lige kamplysten og lige fredsæl var
han“ ; ved Siden af hans kolde Kritik var der varm