205 / 448
—
1 9 8
—
som jeg er saa kjed af som Kat af Sennop, har jeg
nu endelig expederet til Winther“.
Den 12te Nov. 1837 skriver atter
Aarestrup
til
Petersen:
„Hilsener til min kjære Winther, der over-
gaaer sig selv i Artighed og Velvillie og Overbærenhed
imod mig. Har Du ikke hørt ham rase lidt over mit
Manuskripts Beskaffenhed saavel i Henseende til Form
som Indhold?“
I et Rimbrev til Winther selv skriver han paa
denne Tid: „Digternes Prydelse, — de danskeHjærters
Næring og bedste Nydelse, — Christian Winther, min
Ven! — Fred og Hilsen igjen! — Læs disse Linier
uden Fortrydelse!
Ingen kan vide — paa disse Tide — Hvad jeg maa
lide, — Hvad jeg maa døje — med Øre og øje, —-
baade af Lave og Høje, - - baade af det Fine og Drøje, ■—
baade i Pels og Nattrøje, — baade udvendig og indven
dig, — allevegne, — af Andre og Egne, — fordi jeg
gav efter — for Din Tunges veltalende Kræfter, — for
Dit Blik, som tryller og hefter, — og lod mig friste —
til Det, som jeg vidste — vilde komme mig dyrt til at
staa paa det S id s te .................................................................
Som Dine Digte ere berømmelige, — deres Kilder
utømmelige, — deres Vers rene og sømmelige, —
deres Tanker friske og fyldige, — men derfor søde,
uskyldige, —- ere mine, det føler jeg, istendenfor runde,
klumpede, — istedenfor glatte, skrumpede, — istedenfor
korte, stumpede, — istedenfor velordnede, sammen-
slumpede, — istedenfor langhalede, kortrumpede, —
istedenfor taalelige, utaalelige, — og derfor mine Kvaler
umaalelige! ..............................................................................