206 / 448
—
1 9 9
—
Lad mig derfor, min Ven, høre Din trøstende Stemme!
— Sæt Fløjten for Din Mund, — og blæs, om ogsaa
kun — for en stakket Stund, -— mine Sorger i Blund.
P. S.
Min Kone, den Stakkel, — min Ensomheds
Fakkel, — min Sjæls Tabernakel, — og dog mit
4
■
daglige Kors og Spektakel — . . . . beder Dig hilset,
som i det Fjærne — man hilser en Stjærne, — eller
som, ommørket af Dalen, — man sender en Hilsen til
Nattergalen.
Hils ogsaa Brødrene, aandige, ranke, — fulde af
Vittighed, Skjønhed og Tanke, —
Christian
og
Carl
1),
naar dem omfavner Din Hytte, — og Eder Alle Allah
beskytte“ !2).
23nde Dec. 1837 skriver han til
Chr. Petersen:
„Jeg kan ikke gjengjælde Chr. Winther hans Omsorg
og havte Ulejlighed for mig; men jeg vilde gjærne
vise ham en lille Artighed, der — hvor ubetydelig den
ogsaa var — dog maaske kunde more ham, uden at
saare hans Delikatesse. Gik det ikke an at sende ham
et halvt Dusin Flasker bedste Portvin, Madeira, gi. Rum
eller Sligt? Du kjender hans Smag — gjør det for mig,
naar Du blot ikke troer, at han vil støde sig derover“.
30
te Jan.
1838
:
„Hvorledes lever Chr. Winther?
Jeg var bleven saa vant til at høre Lidt fra ham, at
jeg skrækkeligt føler Savnet. Han er dog ikke stødt
paa mig over Noget?“
1
ode Marts
1838
:
„Fra
Reitzel
fik jeg . . . . et
Brev, at Afsætningen [af mine Digte] hidtil har været
x) Urtekræmmer
Petersen
og den senere Overlærer, Professor P.
2) Se
E. Aarestrups
Efterladte Digte S. 189— 91.