20 / 448
— 13 —
blev dei spillet paa Klaver af
JVeyse
, som bandede og
tordnede paa vores arme Instrument, iordi det har tabt
saameget af sit behagelige og gode Anslag siden den
Reparation, det fik, og havde ogsaa faaet en „tør Tone“.
Hun vil, at hendes Mand skal kjøbe et nyt i Udlandet.
— Ved et andet Adiddagsselskab har hun siddet ved
Siden af
Weyse
og skriver da derom: „Man sad ikke
meget mageligt, især naar man — som jeg — havde
en Professor
Weyse
tilbords, der, hvor han sidder, altid
troer at sidde ved et Klaver, hvor han bestandigt hæ
ver Armene saa højt, som han vil, og har Regimentet
for sig og ingen Side veed; imedens havde jeg ved alt
Dette dog ikke villet bytte ham med nogen af de andre
Damers Chapeauer, om de ogsaa ingen Arme havde
havt, altsaa Intet, der kunde genere; for, da han var i
godt Lune, saa var han — som altid — munter og
interessant, især da Mad og Drikke vare fortræffelige.“
Fru
Miiffelmann
havde noget rigtig Moderligt over
sig og tog sig udmærket af sit Hus. Hun siger selv,
at hun ønsker at vise, hun er en Kone, til hvem hen
des Mand kan betro baade Kjælder og Loft. Hun var
tillige, som alle hendes Søskende — noget af en Skjøn-
aand; man mærkede let, at der var fransk Blod i hen
des Aarer; hun var fuld af aandeligt Liv, meget be
læst, inderlig varm og umiddelbar i sin Følelse og der
til klog. Winther fik snart stor Tillid til hende og
viste hende virkelig Fortrolighed, hvori han aldrig svig-
tedes; thi efter hendes egne Ord kostede det hende
Intet at være tavs overfor Venners intime Meddelelser;
hun var til Gjengjæld ganske ærlig imod ham og ud
talte til Andre, at hun elskede ham som en af sine