22 / 448
— 15 —
selv Frihed, men ganske kort, mest for at besøge
Kjøbelev, ogsaa engang for at gjæste Kiel; ellers gik
Alt Aaret rundt i samme Gænge. Han var — trods
sine Klager over Helbredet — aldrig virkelig syg og
havde endog kun sjældent Hovedpine eller Sligt. Hans
Elever vare gennemgaaende velbegavede, og han selv
var en livlig og pligtopfyldende Lærer med stor Ævne
ril at meddele sig klart og fængslende.
Alvilde Miiffel
mann,
„der, ligesom næsten alle kvindelige Elever med
al Iver og Flid var ved Det, hun foretog sig“, 1) har
til mig erklæret: „Alt, hvad jeg har lært grundigt, og
overhovedet den Kunst
at lære,
skylder jeg udeluk
kende Chr. Winther fra de tre Aar, i hvilke han under
viste rrfig.“ Han søgte gjærne at bringe de ydre Op
levelser i Forbindelse med Underviisningen; saaledes
lod han engang
Alvilde,
da hun efter hans Mening i
altfor høj Grad sværmede for Linedansere og Beridere,
oversætte anden Bogs fjerde Kapitel af
Goethes
„Wil
helm Meister“, for derved at dæmpe hendos Begejstring
i den omtalte Retning. Sprog, navnlig Tysk, lærte han
udmærket fra sig. — Naar hans Elever i en ældre
Alder tænkte tilbage paa hans Underviisning, syntes
det dem dog klart, at han arbejdede mere af Pligt end
af Kjærlighed til Lærergjerningen. Drengene bankede
han ubønhørligt. I et Brev af 29nde Nov. 1887 skriver
Hother M iiffelmann
til mig: „Min Broder
Peter
fik en
uslukkelig Hoben Bank af Chr. Winther for sin Doven
skab. Naar vi badede i Lyngby Sø, saae
Peters
Krop
ud som et malet Landkaart, straalende i alle Regn-
x) Winthers Ord i „Episode af et Familieliv“ (Sml. Digtn. IX.
S. 213).