25 / 448
— 18 —
anden Hustrus Udtalelse til mig holdt Chr. Winther,
i alt Fald i en noget senere Periode, egentlig mere
af
Poul Møller,
end denne af ham.
Poul Møller
kunde undertiden finde sin „Broder“ lidt for sværmende,
flagrende og karakterløs; men i det Væsentlige elskede
han ham højt, hvilket ogsaa var
Miiffelmanns
Indtryk.
De to Stifbrødre mødtes i en stor Sky for at udgive
sig for Andet eller Mere, end de virkelig vare, i „en
vis Blufærdighed for at blotte det indre Menneske“ og
i levende Kjærlighed til poetisk Literatur, navnlig
Kæmpeviserne, til Kunst og til ideelt, studentikost Liv.
De vare Bægge Naturmennesker, der følte den primitive
Urkraft i sig. Engang, da der i Skoven ved Espe blev
dræbt en stor Snog, opfordrede
Møller
en Omgangs
fælle til at være med at spise den. Da Husholdersken
paa ingen Maade vilde lave den til paa sine Pander,
blev den lagt paa en Rist for at steges, men blev kun
halvstegt; saa spiste
Poul M.
den næsten ra a 1). Ganske
i Overensstemmelse hermed synger Chr. W. om sig
selv i Ravnens Skikkelse:
Jeg Duerne jog fra Slag til Slag,
drak Blodet og hakkede Kjødet;
det, maa Du tro, har en bedre Smag,
end naar det er stegt og sødet.
Poul Møller
brød glad sit sorte danske Brød, og
Chr. Winthers Livret var Øllebrød.
Poul Møller
holdt
af at synge
Pleibergs
Linie i „Kong Salomon og Jørgen
Hattemager“ : „Vi, vi, vi skal min Salighed!“ ; han
sagde „patter“ af Brystet og ikke „dier“, og i Tor*) Se
P. Rasmussen:
„Et Par Blade af mit Liv og Levned“.
Rudkjøbing 1862.