275 / 448
— 270 —
der kunde begejstre en sand Poet — men jo rigtignok
ikke sin egen Brudgom! Han syntes — som det vil
sees ovenfor — at han kunde anvende
Aarestrups
Vers
om
Sophie
paa
Alvilde.
Da Frøken
A . M. Sidenius,
den senere Fru
Bertlielsen
, spurgte ham, om han kunde
finde sig i den Lykke,
Sophie Hansen
gjorde hos
Aarestrup
, svarede han oprigtigt, at Intet var ham
kjærere og at han undte hende Alt i den Retning.
Selv følte han mere og mere det Usande og Uhold
bare i sit Forhold til hende. Hun var ærlig over for
ham; hun sendte ham straks hvert Digt,
Aarestrup
skrev til hende; men hele hans Forhold til
Alvilde
—
mon det i sin fulde Udstrækning var hende bekjendt?
Vidste hun virkelig, at han var forelsket i en ganske
Anden end hende?
For at frigjøre sig fra sin Nød og Pine, gav han
sig hen til en bevinget Digtning; netop i denne Periode
skrev han „Annette“ (1834). Den frydfulde Forelskelses-
og b orlovelses-Tid, de Nygiftes Salighed, Ægteskabets
Lykke, Huslivets Trylleri — alt Dette skildrede den
selv saa ulykkelige Forlovede i fine og varme Romancer,
der dannede den mest yndefulde Idyl, indtil han til-
sidst
ligesom i Følelsen af den Modsætning, der var
mellem dette og hans egen Tilstand, — bryder af i en
stor, skrigende Disharmoni, der svarer til hans egen
Stemning, og siger: „Nej, saaledes er ikke Virkeligheden!
Sandheden fordrer et hvinende Brag gjennem det Hele“.
Ulykken var, at han ikke som Model for Annette
kunde bruge sin egen Brud, men, efter sit Hjærtes Til
bøjelighed maatte tegne et Portræt af Den, der flere
Gange havde sagt Nej til at ville være dette. Da Digtet