96
o g havde da som Regel kun 36 ugentlige Timer. Denne
ringe Betaling søgte de flere Gange at faa forbedret —
men hver Gang uden Resultat.
Først i 1844 forandredes Forholdet noget. Den ny
Anordning omtaler ikke nogen bestemt Løn, men siger i
al Almindelighed, at der ved Bestemmelsen af Lærernes
Løn bør tages Hensyn til, at der til Børnenes Undervisning
kan faas duelige Personer. Lærere, som i en passende
Tid har tjent med Duelighed, Retsindighed og Flid, skal
have Fortrin, o g der sikres dem særlig Adgang til Stads-
bedemands-, Klokker- o g Gravertjeneste her i Byen, me
dens man med Hensyn til Pensioneringen opretholder den
gamle Bestemmelse, at denne skal afgøres efter Kancel
liets Bestemmelse i hvert enkelt Tilfælde. Den var altsaa
ingen Ret , men en B e g u n s t i g e l s e , der ydedes vel
tjente Lærere.
Efter nogle Aars Forløb*) gik man da endelig over
til at fiksere Lønnen, saaledes at Lærerne begyndte med
300 Rdlr. og efter 6 Aars Tjeneste kunde stige til 500
Rdlr. Stigningen var dog ligesom Pensionen forbeholdt
Myndighedernes Sanktion for hver Lærers Vedkommende.
Et Særkende for denne Tid — baade umiddelbart før
og efter den nye Lønningslovs Ikrafttræden — er den
Række af Ansøgninger om Gratialer, som en stor Del af
Lærerstanden finder sig beføjede til at indgive.
I 1846 indsender saaledes en Lærer Ro h d e , der var
ansat ved en Aftenskole i Trinitatis Sogn, et Andragende
med bl. a. følgende Ordlyd: „Ikke uden den strengeste
økonom i har det været mig muligt hidtil at forhverve det
fornødne til Livets Ophold — men nu er jeg syg og kan
ikke klare mig, saaledes at enhver uforudset Udgift om*) Den i — i — 1847.