91
der bør fordres af de ansættende Lærere og Lærerinder,
samt hvorledes dette bliver at godtgøre.“ —
Men det var ikke alene de daarlige Kvalifikationer,
Lærerne mødte til deres Gerning med, man maatte se
at ændre — ogsaa i Ansættelsesvilkaarene var en For
andring nødvendig. Man havde hidtil ingen faste Lærere
haft for at undgaa at betale Pension. Følgen deraf var,
at baade Lærerne o g Kommunen var ivrige efter stadig at
skifte: Lærerne vilde gerne over i fast Stilling, og Kom
muner. saa med Angst paa, at en Lærer skulde hænge for
længe i sin Stilling, o g gjorde alt for ved hensynsløs Be
handling af de gamle at skræmme de unge til at blive for
længe. En Lærerinde, der efter 44 Aars Tjeneste — i
hvilken hun til sidst havde opnaaet en Gage af 324 Rdlr.
aarlig for 10 Timers daglig Undervisning — fik sin Af
sked i 1821, søgte saaledes forgæves at opnaa en be
skeden Pension paa 100 Rdlr. Skoledirektionen havde ikke
Raad hertil — hun maatte nøjes med det halve.
At Lærernes Interesse for Undervisningen og Skolen
under disse Forhold slappedes, er let forstaaeligt. Det va
rede derfor ikke længe, inden ikke alene Børnene, men
ogsaa Lærerne skulkede.
Anordningen af 1844 gør det saa endelig af med denne
uholdbare Tilstand. Den fastslaar Rammerne for Lærer
ansættelserne, idet den bestemmer, at kun følgende 3 Grup
per maa antages at være kvalificerede:
1) Theologiske Kandidater;
2) Dimitterede Seminarister, og
3) Studenter, „som med god Karakter har taget 1.
og 2. Eksamen, og som med paalidelige Vidnesbyrd kan
godtgøre, at saavel med Hensyn til deres Sæder som Kund
skaber Skoleundervisningen kan betros dem.“
løvrigt bestemtes det, at enhver, som søgte en Læ