89 / 112
86
les Instruks tilføjer, at Lærerne „skal være skikkelige, ædru,
gudfrygtige o g vel i deres Saligheds Sag grundede.“
Paa en Tid, hvor saa at sige det eneste Undervisnings
fag ved Universitetet var Religionskundskab, maatte det
være ganske naturligt, at der produceredes en Mængde
teologiske Studenter, hvem Fattigdom eller andre Livets
Tilskikkelser forbød at fortsætte den paabegyndte Livsbane.
Disse blev da Indehaverne af de ny oprettede Skole
mesterpladser. De kunde — først o g fremmest ved deres
Mangel paa pædagogisk Indsigt, ved den usle Lønning,
der bødes dem, og sidst — men ikke mindst — ved den
Iver, hvormed de efter kort Tids Forløb søgte at blive
forflyttet til et andet Embede — ikke i nogen Grad bi
drage til at hæve den ringe Anseelse, Lærergerningen
stod i*). —
Først det nittende Aarhundrede skulde bringe en —
om end i Begyndelsen ringe — Forandring i dette For
hold ved Oprettelsen af de første Lærerskoler — de saa-
kaldte Seminarier.
Ordet „Seminarium“ stammer fra Pietismens Ypperste,
Præsten A. H. F r a n c k e , der i Aaret 1695 oprettede et
„seminarium praeceptorum“ i H a l l e ; men der skulde dog
gaa henved 75 Aar, inden dette Eksempel fandt Efterlig
nere her i Norden.
Begyndelsen skete i T ø n d e r . Her residerede den aner
kendte Pædagog Konsistorialraad B a l t h a s a r P e t e r s e n ,
*) I en Skildring fra i
8
t
2
sammenlignes Læ reren med en Mile- eller
Lygtepæl. Begge stod ved V ejen, som de viste andre, men ikke
selv kom paa. D e vandrende raadspurgte dem og forlode dem for
at naa et eller andet højere M aal; Skolelæreren og Milepælen blev
tilbage. „T ør man ikke haabe af Tiden, at ogsaa Læ reren engang for
al sin Møje kunde komme paa V ejen og ikke altid løbes forbi af de
mange, han viste den ?«