84 / 112
81
Ved Ansættelsen af S k o l e l æ g e r var det Meningen, at
ethvert Barn straks ved Indmeldelsen skulde undersøges,
o g Notitserne desangaaende opføres paa en Seddel, den
saakaldte „Tælleseddel“ , som Skolelægen da altid ved se
nere Sygemelding kunde raadspørge.
Men denne Institution yder ikke, hvad den burde*),
o g Skylden er først og fremmest en noget uklar Instruks**)
og dernæst de lave Honorarer, der ydes Lægerne. Deres
Opgave burde udvides til at behandle alle syge Børn og
ikke som nu indskrænke sig til at henvise dem til Gratis-
kliniker, samtidig med at hver Skole skulde have tilstræk
kelige Lokaler til deres Disposition.
Et Skridt i denne Retning er ogsaa foretaget i den
allerseneste Tid, idet de sidst byggede Skoler har faaet
indrettet et Lægeværelse. —
Det kunde i denne Henseende maaske være værd at
kaste Blikket hen paa et Land som Japan , hvor der er
obligatorisk legemlig Undersøgelse af hvert Barn en Gang
om Aaret. —
Paa eet bestemt Omraade er man imidlertid begyndt
at tage Affære, nemlig paa M u n d h y g i e j n e n s .
Allerede i 1903 udtalte Prof. Kn u d Faber***): „Naar
man ser den frygtelige Tilstand, hvori Tandbesætningen er
hos vore Hospitalspatienter, saa faar man det Indtryk, at
der er god Brug for en Nationalforening til Bekæmpelse
af Tandsygdomme, naar Tuberkulosen er vel besørget,“
o g ti Aar senere skrev Tandlægen, Prof. Ca r l C h r i s t e n *) Se Skolelæge L. D jø r u p s Indlæg i „Tidsskrift for Skolehygiejne“
Nr. 10. 1913.
**) af
2
—
5
—
00
. Skolelægen, som er budgetmæssig lønnet, maa efter
denne indskrænke sin V irksomhed til mere at være af raadgivende
end direkte indgribende A rt.
.***) j f r> ^Hospitals T idende“ nævnte Aarg.
6