86 / 112
83
træt og forslidt hjem, skal hun først og fremmest tænke
paa Mad til Børnene, og inden det bliver besørget, er
Klokken blevet mange; hun skal tidlig op næste Morgen,
og hvem vil bebrejde hende, at hun nøjes med at give
sine Pigebørn en mere eller mindre energisk Formaning
om at kæmme Haaret. At vedkommende Barn ikke ved
egen Hjælp formaar at gøre dette tilfredsstillende, er lige
saa indlysende.
Det er derfor en i al sin tilsyneladende Ubetydelighed
yderst gavnlig Foranstaltning, Kommunalbestyrelsen traf, da
den i Maj 1909 paa Skolelægernes Initiativ vedtog Ansæt
telsen af to Sygeplejersker til at rense Skolebørnenes Haar*).
Disse Sygeplejersker — hvis Antal i 1911 forøgedes
til tre — havde til at begynde med megen Uvilje at kæmpe
imod fra Hjemmenes Side, da man mente, at de gjorde
Indgreb i Forældrenes private Forhold til Børnene. Ef-
terhaanden forandredes dog denne Anskuelse mere og
mere. Børnene følte sig glade og lettede efter hver Ren
selsesproces, o g deres Hukommelsesevner tiltog i en for-
bausende Orad**). —
For at undgaa Udbredelsen af s m i t s o m m e S y g
d o m m e er der truffet adskillige Bestemmelser i den se
neste Tid. I Juli 1887 blev det saaledes forbudt Børn, der
havde haft smitsomme Sygdomme, at møde i Skolen igen,
før de ved Lægeattest kunde godtgøre, at de var smitte
fri. Forældrene blev det paalagt at melde til Inspektøren,
saa snart en saadan Sygdom var udbrudt hos dem, og
heller ikke Søskende til et angrebet Barn maa søge Sko
len, før Smittefaren kan tænkes overstaaet. — Lignende
*) D ette var dog ikke noget nyt, da allerede de gamle Fattigskoler havde
haft saakaldte „Kæmm ekoner“.
**) „N u regner jeg godt, fordi jeg er saa let i H ovedet“, var der en af
dem, som sagde.
6*