var til at begynde med ret ensidig, idet Religionsundervis
ningen spillede en altfor fremtrædende Rolle, og heller ikke
endnu har man formaaet at overvinde dette Fags Hege
moni; men der er dog i Tidernes Løb indført adskillige
for en Pædagog uundværlige Fag.
Saa længe imidlertid Optagelsesprøven til Seminarierne
endnu er saa let, som den er, og saa længe Undervisning
i fremmede Sprog ikke er optaget som obligatorisk Fag
ved Lærereksamen, vil Lærernes sociale Anseelse aldrig
blive hævet op i det Niveau, hvor den rettelig hører
hjemme, o g efter tidligere Tiders Anskuelser har det vel
heller ikke været Meningen.
Saaledes siger Biskop M y n s t e r i sin Tale ved J o n
s t r u p S e m i n a r i u m s 50 Aars Jubilæumsfest*), efter at
have indpræget Sandheden af det gamle Bibelord om, at
„Gudsfrygt med Nøjsomhed er en stor Vinding“ (1. Tim.
6
,
6
):
„Nøjsomhed — i det Timelige, thi desværre formaar
vi ikke deri at skaffe Læreren den Løn, han vel var værd;
men ogsaa Nøjsomhed i det Aandelige, naar han ikke hi
gede efter forfængelig Ære, ikke trængte sig ind i frem
med Bestilling, men viste, at han frygtede Gud, idet han
nøjedes med det, der var ham tildeelt, og vandrede i Yd
myghed for Guds og Menneskers Aasyn, og troeligen vare
tog sit Embeds ofte brydefulde, men vigtige og hellige
Pligter.“
Altsaa, ganske vist har Læreren et betroet og ansvars
fuldt Kald, som nok er en hel Del mere værd, end det
nu holdes for; men alligevel maa han i al Ydmyghed og
Nøjsomhed skarpt holde sig inden for dets Rammer. Af
hvilken Grund Læreren her skal have mindre Rettigheder
*) Blandede Skrifter
3
. Del. S.
1 1 2
.