126 / 133
N a tten har rullet sit sorte Gard in over Byen .
Solen har lagt sig til H vile, og D agen er død.
Rollerne by ttes, og Skæ ret, som kastes mod Skyen ,
E r som et Genfærd, der stiger fr a Afgrundens Skød.
D y s tre som Spøgelser knejser de skumle Facader,
P lettet a f L y s e t fr a Lyg tern es flakkende Skæ r.
Spejlglasrudens og Lysreklam en s K a sk ad e r
Skingre mod levende Skygge rs forvirrede Hæ r.
L y s e t fra B y en v il trodse den slukkede Himmel,
Sprede sin G lan s som en H a an mod den svigtende Sol,
K a ste sin Rigdom i Grams til den graadige Vrimmel,
S tra a le som Festernes K rone og G lædens Symbol.
Ja , som Symbolet p a a N ydelsen s flygtige Glæde,
Overfladens bestikkende Similiglans,
V in løvskransen i Bakkantindernes Kæde,
Flammebaalet i Koryban ternes Dans.
S to rbyen s N a t er som L y se t, der lokker og blænder,
Sluger det flagrende M ø l i sit flammende G ab .
E r som en K r a ft, der fortæ re r sig selv og forbrænder,
Gn aver paa L ivstræ ets M a r v i et snigende D rab .
L y s e t vi tændte a f Angst for det truende Mørke,
Søgte en T rø st i den kunstigt forlængede Dag.
O v e r dens L ig vil dog N atten med stigende S ty rk e
Sænke sit tystnende H væ lv som en sort Sarko fag.
Afgrundens L y s kan vel sejre en Stund og fordunkle
Evighedsglansen, som strømmer fr a Stjernernes Hæ r.
Men over L y se t, som slukkes, vil Stjernerne funkle,
Favne hver flygtende S jæ l i Fork larelsen s Skæ r.