132 / 133
BYEN
Jeg vandrer i B y en p aa K r y d s og paa tvæ rs
O g bringer min H y ld e st til B yen p aa Vers,
T il Byen , som smilende aabner sin Favn
O g sk river i E lskerens H jæ rte sit N avn , København.
Jeg hilser min B y p a a min daglige V e j
Dens Skønhed og Ynde, dens Larm og Staahej
I hvor jeg end fæ rdes i Ø st og i V e st,
Som Slider i Hverdagens G r a a og som Gæ st ved en Fest.
E t F e lt fo r mit V irk e i B y en jeg fandt,
O g tusinde T ra ad e til B y en mig bandt,
F r a Barndommens G ^ gjennem Ungdommens V a a r
T il graanende Isse jeg knytted dem A a r efter A a r.
O g Aarene rulled’, og B yen b lev stor,
En V erden a f M inder blev jævnet med Jord,
M en ogsaa det nye har sin Poesi,
D e t væ re en T røst, n aar en kæ r M elodi er forbi.
Og B yen mig mødte med G ra ad og med Smil,
M ed skiftende Sind som en D a g i Ap ril,
M en fager at skue, hvad enten jeg saa
Dens Tage og Taarne, n aa r Himlen v a r g raa eller blaa.
M en mønstrer jeg B y en p aa K r y d s og p a a tvæ rs,
S a a glemmer jeg ikke M edaljens R evers,
Den bæ rer et Ansigt, hvis G læde forgik,
M edusa med Slangernes giftige S tik i sit B lik.
B a g flotte F acad e r Fo rfa ld e t jeg saa,
B a g straalende M a sk e r det fattigste G ra a ,
O g spurgte jeg Byen , hvad godt den har bragt,
S a a kunde det hænde, at S v a re t blev sagt med Foragt.
M en hvad der kan siges om B yen a f sandt,
S a a v a r det dog der, at det K ildevæ ld randt,
Som kvæged’ og slukkede Sjæ lenes Tørst,
H vo r V isdom sagerens G røde kom fø rst og v a r størst.
H vo r Blomsten skød frem a f den nærende Muld,
H vo r Skatteg rave ren hented’ sit Guld,
H vo r L y s e t blev tændt fo r de tusinde Hjem,
O g Menneskets Tanke drog Underet frem a f sit Gjem.