KøbenhavnsGader

digt ved det gamle, og i det 18. Aarhund redes København laa

T ræ tag rende r derfor i Tusindvis i Dybet mellem Gavlene som

Landeveje for de vandrende Rotter.

Sure og frønnede var de ved Vintertide, men naar Sommer?

solens Straaler glødede over Tegltagene, skrumpede de ind i

Heden, revnede og sprækkede, og let fængelige som Trøske

lurede de i Stimmelen af tæ tpakkede Huse som frygtelige Ild?

ledere. Da Skæbnen derfor en varm Junidag 1795 ramte det

sorgløse København umiddelbart efter en lang Tørkeperiode,

hævnede Borgerskabets Ulydighed sig forfærdeligt; thi alle som

én stemmer Meddelelserne om denne Kæmpebrand overens i

Fremhævelsen af, hvor ivrigt de knastø rre T ræ rende r rakte

Flammerne Haand under deres hastige Stormløb over Staden.7)

Og dog — alle bitre Erfaringer til T rod s — fik disse Render

Lov at blive liggende paa Husene i de af Ilden skaanede Bydele.

Gan ske vist forbød man strengt for Fremtiden at opsætte

Hovedgesimser og Tagrender af Træ, men det kneb kendeligt

at faa dette Forbud respekteret,8) og paa mangt et Barokhus i

den gamle By fjæler Render, som er udhulede i svæ rt Tømmer

eller samlede af Brædder, sig den Dag i Dag mellem Gavlene.

Mundingen lukkes dog nu af en Metalplade, medens et moderne

Nedløbsrør fører Regnvandet ned til Gaden,9) og det samme

gælder de kraftigt profilerede Trægesimser, i hvis Indre der

mangen Gang skjuler sig en udhulet Rende.10)

Nedløbsrør kendtes og brugtes ganske vist ogsaa i det 18.

Aarhundrede, men forholdsvis faa satte sig i Udgift til sligt, da

man foretrak at hjælpe sig paa anden Maade.

Ud fra Tagskægget kravlede sælsomme Mundinger af Kobber

eller Blik paa lange, snirklede Ben stundom flere Fod ud fra

Facaden. Formede som Uhy re r med v redt opspilet Gab, som

Storkenæb, Dragesvælg eller lignende fantasifulde Dyrefjæs

svang de sig dristigt ud i Luften, understøttede af et Jernsprin?

kelværk med Snirkler og Kraller. (Fig. 10—11). Bagdelen af disse

Rør — der til Tider ogsaa frem traadte helt glatte uden Pynt

af nogen A r t — sad fastgjort i Tagrenden, og naar Regnen for

Alvor tog fat, fik disse mærkelige Skabninger pludselig Liv.