119 / 238
116
Kreds; paa denne A rt af Poesi kan følgende Digt over
Biskop Hersleb tjene som Prøve:
En Moses nidkiær og aarvaagen for Guds Ære,
En Petrus K lippefast for Troens reene Lære,
En Paulus hvis Forstands og Gavers Høyde blev
Seet med Forundring, naar han talede og skrev.
En ret Johannes, der i Liv og Lærdom brændte
Saa klart som Lyset og i mange Lyset tændte
Ved Ordets Ild og Kraft; en Aron for sit Stift,
Hvis søde Tunge gav hans Lærdom Fynd og U n tt.
Det tabte Stiftet, da det maatte sig beklage,
At Biskop Hersleb har fuldendet sine Dage;
Men den Æ rbødighed og Tak ey tabes kan,
Som skyldes Asken af saa dyrebar en Mand!
G ru b e .20)
Nu var vel Hersleb ikke nogen Heros i Aandens
Verden, men dog en betydelig Mand, der havde virket
i en anset Stilling. Men i Tidens Løb udvikler denne
Trang tiloffentlig Hyldest i Avisen sig til en ren Mani,
og et Par Prøver vil vise, hvad de Berlingske Aviser
dengang kunde byde Publikum af tragikomiske Fest*
Expektorationer i Rim eller paa Prosa:
T A N K E R
VED SALIG FRUE DE MEIERS DØD
D E N 3 1. M A R T 11 1 8 01
Af Deres Øie Ømhed smilte
Og Deres Siæl var ædel, skiøn;
Til bedre Egne froe De ilte,
Hvor evig Fryd er Dydens Løn. —
Ved Deres Urne see mig græde,
O! Godel Tak for hver en Dag,
Som her hos Dem jeg nød med Glæde,
Min Fryd forsvandt for Kummers Nag,
Da Alfader bød, Ædlel Deres Død.
A f K .
D .21)