120 / 238
117
Schon Hänchen stand am Braut#Altar,
M it Heinrich bey der Hand,
Sie spielte mit sein Lockenhaar,
Er sass im Ehestand
U nd dacht’ ach wie ich glücklich werd’
Durch meine Hänchen seyn,
Denn ich nur kann t’ ihr wahres Werth
Als ich anfang zu frein.
Schon Hänchen dachte anderseit’,
W ie werd’ ich glücklich seyn,
D er Heinrich liebt mich weit und breit
U nd wird nun ewig mein.
Ich wünsche dass Eure Hoffnung steht
Durch ganze Leben lang,
Ich wünsche kurz ein glücklich Eh’
U nd schliess mein Brautgesang.
J . - 22)
D EN 23STE D EC EM B ER 1807
»T I L
JO M F R U E C A R O L IN E P IN G E L
VED HENDES KONF IRMAT ION
For Herrens og Folkets Aasyn indviedes Du til Dyden ved
en ubrødelig Troskabseed, himmelsk Andagt hvilede paa Dine
Læber, en nærværende Guddom giennemstrømmede det bævende
Hierte med høje navnløse Følelser, evig, evig være Mindet af
dette høitidsfulde hellige Øieblik i ufordunklet Giands for Din
Siel I I Glædens muntre Tummel, i den ømme Fortroeligheds
tause Stund, i Smigrernes tryllende Vrimmel, i Phantasiens een*
somme Time, værne det, som en af Lysets hulde Aander troe#
fast og vældigen om D it Hiertes Fred og Reenhed! Da skal
ingen Angers Taare mørkne D it lyse Øie, ingen martrende Li#
denskab tegne sit sørgelige Præg paa det harmløse Aasyn; men
D it Liv hensvinde reent og blidt som Vaarens skiønne Morgen,
dybt, uudslettelig dybt indprentet i D in Siel være denne Sand#
hed som D it eget skyldfrie Hierte hylder, Din Vens prøvede
Erfaring stadfæster hiin udødelige Viise, som lærer: aleene Dy#
den er Lyksalighed hernede.« 2S)