115 / 238
112
stæts Armeer. — Da begge Keiserne giorde Fred, fra*
sagde Hs. Majestæt sig ikke endnu at giøre det Engel*
land Tienester, over hvilket han havde med Rette at
klage; han betingede i selve Tractaten at fremstaae som
Mægler mellem det og Frankerig; han tilbød siden Kom
gen af Storbrittanien sin Mægling; han forestillede ham,
at det skete for at udvirke ham ærefulde Vilkaar. Men
det brittiske Ministerium forkastede Mæglingen, sand*
synligen ifølge hiin Plan, der skulde slappe og bryde
de mellem Rusland og Engelland værende Baand. —
Ruslands Fred med Frankerig burde bane Veien til
en almindelig Fred; da forlod Engelland pludselig den
Sovesyge det syntes hensunket i, men det var for ved
nye i Norden af Europa henkastede Brande at gien*
optænde og nære den Krigslue, som det ikke ønsker
at see slukket. — D e ts F la a d e r , d e ts T r o p p e r v is te
sig p aa D a nm a rk s K y s te r fo r d e r a t b eg a a e en
V o ld s g ie r n in g , h v o r t i l H i s t o r i e n v ed a lle sine
E x em p le r a ld e le s ik k e k a n f rem v is e M agen . —
En rolig og moderat Magt, som ved en langvarig og
uforanderlig Viisdom havde tilvundet sig en moralsk
Værdighed i Monarkiernes Kreds, seer sig overfaldet
og behandlet, som om den lønligen smeddede Sam?
menrottelser, som om den pønsede paa Engellands
Fordærv, altsammen for at retfærdiggiøre dens fuldi
komne og hurtige Udplyndrelse. — Saaret i sin Værdig?
hed, i sine Undersaatters Tarv, i sine Forbindelser med
de nordiske Hoffer ved denne Voldsomhedsdaad, der
blev begaaet i Østersøen, en lukket Sø, hvis Rolighed
fra gamle Tider af og med det londonske Kabinets
Vidende var giensidigen garanteret af de dertil stø*
dende Magter, dulgte Keiseren ikke sin Misfornøielse
for Engelland, men lod samme vide, at han ikke kunde
forblive ligegyldig derved. —Hs. Majestæt forudsaaikke, at