26 / 104
»Der var paa Raffinaderiet en tydsk Arbejder, som jeg al
drig har hørt nævne anderledes end Johan Skomager. Han hav
de faaet den store Hædersmedaille, fordi han den
2
den April
1801
, efter at han var bragt saaret iland fra et af Blokskibene
og forbunden, frivillig gik i Slaget igen. Denne godmodige,
muntre Mand holdt jeg usigelig meget af; ........... I Begyndel-
23
Paul Fischer.
sen af Branden var han fra en Gang i Beboelseslejlighederne,
gjennem en Jerndør, som kun Sukkermesteren plejede at be
nytte, kommen ind paa et af Raffinaderiets Lofter, hvor han
forvildede sig og formodentlig hurtigt blev kvalt af Røgen.
Han savnede straks efter Branden, men hans Legeme var ikke
at finde............... Min Sorg var ikke endnu forsvunden, da
min Fader en Maanedstid efter var saa uforsigtig i min Nær
værelse at fortælle min Moder, at nu vare Johan Skomagers
Ben fundne, ved at han, der førte Opsyn med Grundens Ryd
ning, havde truffet nogle Haandlangere, som brugtes dertil,
siddende ved Frokosten og med megen Appetit fortæret Noget,
som de mente at være røget Kød, der var styrtet ned i Gruset
med Sukkermesterens Kjøkken, men hvilket han strax, af at
det var fundet, hvor Lofterne havde været, antog, som siden
viste sig at være rigtigt, for at være Johans Been og derfor
med stor Indignation fratog den.............. «