Brandmandsliv

Hensyn til Vandforsyningen var en væsentlig Forskel fra nu,

idet nemlig alle Brandhanerne var underjordiske. Overgangen

fra underjordiske Brandhaner er af saa ny Dato, at de fleste

Brandmænd i Korpset sikkert endnu erindrer de talrige Gen

vordigheder, som disse kære Venner kunde give Anledning til,

saasom at lege Skjul under et dølgende Tæppe af Sne, eller

Is, eller ved at fryse til, eller ved paa anden Maade at være

ganske utilnærmelige for Standrørets Tilnærmelser.

De gamle Haandkraftsprøjter krævede stadig Mandskab til

Pumpning, og derfor pressede man ligesom tidligere Folk til

at hjælpe til hermed, selv om Opsangen vel ikke har lydt, som

dengang den ildebrandsgale Ussing, Vilhelm Bergsøes gode

Ven, blev presset. Bergsøe fortæller saaledes om, hvorledes

de netop skulde til at nyde en rigtig god Ildebrand:

»Det bliver en mageløs Omgang denne her, sagde Ussing.

Naar vi sætter os paa Stentrappen dér, sidder vi i første Par

ket uden at have taget Billet. Omgangen blev dog ikke saa

morsom for os, som Ussing havde tænkt sig, thi da Sprøjter

ne kom rumlende, manglede der Mandskab til Pumperne, og

efter Datidens Skikke blev vi begge to pressede til Pumpning

under den gamle Opsang, der lød saaledes:

»Vi pumper, min Salighed, alt, hvad vi kan,

vi mangler slet intet uden lidt Vand«.

Hvortil Ussing satte en græsselig Melodi af cimbriske Hyl.

Efter en Times Tid blev vi endelig dimitterede; men fra den

Aften vogtede vi os vel for at komme Sprøjterne for nær.«*)

Denne Opsang blev formodentlig varieret af opfindsomme

Hoveder, i alle Fald lød den lidt anderledes ved Rungsted

Hotels Brand omkring Aarhundredskiftet. Man havde da stil

let Sprøjten ud i selve Øresund, og Fiskerne, der i lange

Søstøvler stod ude i Vandet og trak Pumperne, sang:

»Vi vil ha’

, vi vil ha’

Saltvand, det er skam for tyndt.«

*) V ilhelm Bergsøe: Studenterleben og Studieliv. Kjøbenhavn 1903.