55
kaldt det for en »varm Omgang«, og den varede mere end
tre Gang tre Minutter, for der kunde først pakkes Klokken 4
den næste Dags Eftermiddag, og først ved Midnat den 24. var
man igen i København.
Sprøjtefører Jacobsens Interesse for Sporten i det hele taget
var naturligvis ikke uden Virkning paa Livet paa den Sta
tion, Fælledvejen, hvor han gjorde Tjeneste, men ogsaa uden
for Brandvæsenet var der Bud efter ham, saaledes ved Filmen,
hvor han her i den danske Films Barndom og første gyldne
Tid udkæmpede drabelige Kampe, hvor han gik saa voldsomt
op i sin Rolle, at han engang, da Modparten slog lidt for
haardt netop efter Opfordring fra Jacobsen, forfulgte sin Mod
stander saa kraftigt, at denne ilsomt tog Flugten helt paa Ho
vedet ud i Lyngby Sø.
Jacobsens Modpart, — det var forøvrigt Sprøjtefører An
dreasen, — fandtes ogsaa særlig egnet til Filmen; saaledes
maatte han spille Christian den IV’s Rigsmarsk, fordi han var
den eneste, der kunde holde sig alvorlig, naar en Misdæder
skulde dømmes til Døden. Samme Andreasen brækkede for
øvrigt engang et Ribben, om det var ved et af de muntre
Sammenstød med Jacobsen, fortæller Historien intet om, men
Begivenheden belyser ganske morsomt, hvor — skal man sige
haandfast — Brandkorpsets Læge, det var forøvrigt General
læge Ammentorp, tog paa Brandmændenes Sygdomme i de
Dage.
Andreasen mødte op til Lægen og mente, at han havde
Lungebetændelse. »Ja, ja, Andreasen, her er noget Hostesaft,«
sagde Doktoren, og saa maatte Andreasen tøfle af. Naa, Ho
stesaften hjalp nu alligevel ikke, og Andreasen mødte atter op
med sin Lungebetændelse. »Hvad er det nu med Dem, An
dreasen?« sagde Doktoren. »Ja, det var jo denne Lungebetæn
delse, det maatte ganske bestemt være Lungebetændelse.« »Ja,
ja, Andreasen, her er noget at smøre det med,« sagde Dok
toren, og saa maatte Andreasen atter tøfle af. Saa var det
imidlertid til Gymnastik, at Andreasen rev Snoren ned ved
Højdespring. »Spring om!« kommanderede Brandfuldmægtig
Miilertz. Andreasen sprang om og kom over, men gik derefter