Brandmandsliv

ben.« »Ja, og Deres Nummer,« sagde Miilertz og pegede paa

Skulderen, hvor han skulde bære sit Nummer. Ja, det, mente

Brandmanden nu, havde manglet.

»Lige meget, sørg for, at det kommer paa,« sagde Mii-

lertz ganske uberørt af den Tur, Manden havde faaet; Buk

sebenet var ganske underordnet, Nummeret langt vigtigere.

Tabet af Buksebenet var et kedeligt Uheld, at møde uden

Nummer en utilladelig Uorden.

Brandfuldmægtig Friis, der afløste Miilertz som Chef i

Adelgade i

1904,

forlod den allerede i

1905,

og Brandfuld

mægtig Lunn blev Chef fra

1905

—

07.

Lunn var en fantasifuld Mand, hvilket ikke mindst gav

sig Udslag ved Øvelserne, der altid har spillet en stor Rolle

i den daglige Tjeneste hele Sommeren igennem. Engang hav

de han ved Hjælp af Stationens Sengelad, — De ved dette

Stillads, som Husmødrene i gamle Dage inden Nilfiskens Tid

solede Sengetøj paa, og som Brandmændene forøvrigt den

Dag i Dag hver Lørdag soler deres Madrasser paa, — naar

det da er Sol, — og naar det da er tørt, og naar der da ikke

er andet i Vejen, — hvad der meget ofte er, men ellers næsten

hver L ø rd ag ,

altsaa engang havde Lunn ved Hjælp af

et saadant Sengelad lavet en Indhegning henne foran Øvel-

sestaarnet. Saa rykkede Stationen ud til Øvelse. Sprøjteføreren

mente, at Indhegningen forestillede en Forhave, og at det var

hans Opgave at rejse Stigen hen over denne Forhave uden

at komme ind i de bløde Rosenbede, hvor Stigen kunde vælte,

og han fo’r altsaa paa med godt Mod. Men saa lød pludselig

Lunns Stemme: »Hov, hov, det gaar skam ikke, det er ikke

nogen Have, men et fireetages Hus kan De vel nok se, og

De maa ind i Gaarden med Stigen.«

Det var jo en anden Snak; naa, saa maatte Stigen bakses

ind gennem en smal Aabning, der markerede en Passage mel

lem Husene, ind i Gaarden, hvor den skulde rejses, men dette

viste sig ganske umuligt. Holdet asede og masede, men lige

vidt kom de. »Det kan ikke lade sig gøre,« sagde Sprøjteføre

ren, men Fuldmægtigen mente Jo, og Holdet masede videre.

Imidlertid maa Fuldmægtigen alligevel være kommet til den