85 / 104
82
Brandvagt, som Brandkorpset udsætter i ethvert Teater under
Forestillingerne. Publikum, der fyldte Teatret, anede næppe,
hvor nær der kunde være sket en Katastrofe af uanet Omfang,
saafremt ikke de tagne Sikringsforanstaltninger havde virket
tilfredsstillende.
Den 29. December 1920 brænd
te det i Det kongelige Teater, kort
efter at Publikum havde forladt
dette, og til trods for, at der straks
blev slaaet Alarm, stod høje Flam
mer ud af Vinduerne, da Brand
væsenet ankom, men man var dog
snart Herre over Ilden. De Brande
i Teatrene, der kommer til Publi
kums Kundskab, er kun en ringe
Del af de mange Smaabrande, der
gennem Aarene forefalder i disse.
Der er næsten ikke en eneste Sæ
son, uden at Brandvagten slukker
et eller flere af disse smaa Tilløb,
der, saafremt der ikke blev grebet
øjeblikkeligt ind, kunde faa skæb
nesvangre Følger. Fra Filmen og
Revuerne kender jo alle den rare,
venlige Brandmand, med hvem der hyppig spøges, og
hvis Tilstedeværelse de færreste forstaar Nødvendigheden af.
Men selv om hans Øje vel nok hyppig fængsles af Sce
nens Begivenheder, saa muligt ogsaa Konen derhjemme fryg
ter »Scenens Farer«, saa er han dog stadig Brandmanden, der
sporer den mindste Anelse af Røg, og som straks er opmærk
som, naar der tændes Cigaretter og lignende paa Scenen,
dier paa anden Maade foretages noget, der kan betyde en
Fare for Brand. Ved et grønlandsk Stykke paa Det kongelige
Teater sad saaledes »Grønlænderkonerne« og røg Pibe, og fra
en af disse faldt en Glød ned og tændte i et Telt paa Sce
nen. Brandmanden lugtede straks Lunten og smuttede fra Ku
lissen om bag Teltet og kravlede ind i dette, hvor han kvalte