86 / 104
83
de ulmende Gløder med Teltdugen og de bare Næver. Saa
maatte han ganske vist blive inde i Teltet til Tæppet faldt, for
selv om han lykkelig var kommet ind i Teltet uden at vække
Opsigt, skønt han maatte passere nogle Meter aaben Scene,
Ungermann.
var det dog ikke sikkert, at det vilde gaa paa Tilbagevejen.
Naa, han sad jo ogsaa meget godt derinde — maaske med en
lille Grønlænderpige, — hvem ved? Scenens Farer!
Men Scenen rummer ogsaa Farer for Scenens Børn, man
tænke blot paa den frygtelige Ulykke paa Folketeatret i 1892,
da der gik Ild i de lette Gevandter paa to Statistinder, som
blev saa slemt forbrændt, at de senere afgik ved Døden. Nu
har Brandmanden et Brandtæppe, hvormed han hurtig kan
slukke saadan ydre, jordisk Ild; den indre, hellige Ild, som
Skuespillere helst skal være besjælet af, maa han jo ikke saa
gerne slukke; derimod maa han vel slukke den mere jordiske
Ild, som særlig Skuespillere og Skuespillerinder indbyrdes skal
6
*