Brandmandsliv

brandfarlige Celluloselakker, der sædvanlig sprøjtes paa. Det

er Sager, der brænder som Krudt, saa der kommer stadig nye

Ildebrandsvoldere til. Naa, ellers var det jo ogsaa trist for

Brandmændene, der blev helt overflødige. Set fra et Brand

mandssynspunkt maa det gerne brænde endda rigtig ofte, saa

Brandmanden kan faa Lejlighed til at øve sin Kunst og vise,

hvor hurtig han er der, og hvor hurtig han kan slaa en truen

de Brand ned, inden den bliver til noget rigtigt. Saa kommer

alligevel en Gang imellem disse store Brande, hvor Ilden har

ligget og ulmet i en stor Bygning uden at blive bemærket, før

den med stor Kraft bryder frem, og som lægger Beslag paa

Brandkorpsets fulde Styrke. Næh, arbejdsløse bliver Brand

mændene nok ikke foreløbig.

Den 3. Februar 1925 var Adelgade med til den meget

farlige Brand paa Nørrebrogade Nr. 108, hvor nogle Fyrvær

kerisager foraarsagede en pludselig og meget heftig Brand. En

ældre Kvinde sprang ud fra første Sal, allerede inden Brand

korpset var kommet til Stede, og kun ved Hjælp af Spring

tæppet reddedes to Voksne og to Børn fra Tagetagen. Flere

Mennesker blev fra anden Sal bragt ned ad den store Motor

stige. Stigen fra Adelgade mødte under Sprøjtefører Andreasen

og Sprøjten under Sprøjtefører Edvard Hansen. Efter at have

assisteret ved Springtæppet deltog Sprøjteholdet i den alminde

lige Slukning, idet man ved en Krybestige gik ind paa første

Sal. Apropos Krybestiger, saa hændte det en Gang, at en

Brandmand fik et ordentlig Ghock, da han gik op til fjerde Sal

med en Krybestige. Det maa her til Oplysning for dem, der

ikke kender en Krybestige, anføres, at det er en Stige, der i

den ene Ende er forsynet med en Hage, der kan stikkes ind

gennem et Vindue og hvile paa Vindueskarmen; saa klatrer

man op ad Stigen til første Sal og sætter sig i Vindueskarmen

og stikker Stigen op til anden Sal, ramler Hagen ind gen

nem Ruden, — det er noget, Glarmestrene kan li’, — og saa

klatrer man op til anden Sal. Det kan saamænd være vanske

ligt og farligt nok selv for en Brandmand. Men ved den Lej

lighed, der her fortælles om, saa han, da han kom op til

fjerde Sal, at Krybestigens Hage hvilede paa — en Urtepotte.