282 / 288
Blandt
de Minder,
som 'knytter sig
dels
til
Terrænet
lige inden
for Porten, „Gronlandsgaden“ og til de to Alleer udenfor Porten,
— bør nævnes, at disse Steder i Midten af det 19de Aarhundrede — fra
1840erne til 1870erne — var Skuepladsen for den ad Strandvejen
etablerede Valfart til Charlottenlund, lvlampenborg og Dyrehavs
bakken med
de firestolede
Holstensvogne, ogsaa kaldet „Kaper-
vogne“ eller „Kaffemøller.“
Adolph Rosenkilde (kgl. Skuespiller) har i sin i 1860erne ud
givne Pjece om Degnen fra Æbeltoft „Anders Tikjøb“s Hændelser
i København, givet en saa glimrende Fremstilling af disse Kaffe
møllers Virksomhed, som vi tillader os at citere tilligemed det til
samme hørende Billedstof.
- „Jeg kom gaaende i mine egne Tanker pg havde endnu
„Til Bellevie, go’e Herre, eller til Skovén?“
„Tag ikke med ham, lille Ven! han kjører baglænds. Kom De
med mig! Her er en Vogn for Standspersoner. laftes havde jeg
fuldt Læs, lutter Folk af første Klasse, 14 Personer, men idag er
der bedre Plads, De kan lægge Dem paa langs i Vognen, det er
saa behageligt — værs’artig.“
En skævøjet Fyr traadte hen til mig og hviskede mig fortroligt
i Øret; „Jeg skal hilse Herren fra de to nysselige Smaapiger, der
sidder derhenne paa den smukke Vogn, og spørge, om De ikke har
Lyst til at sidde imellem d em ?“
Jeg blev saa forstyrret over al denne
Skraalen, at jeghverken
vidste ud eller ind. Jeg kunde jo ikke kjøre med flere
end Een af
dem, og jeg vovede ikke at tage nogen
Bestemmelse,
dajeg der
ved frygtede for at fortørne de Andre. For at slippe ud af denne
Den frie U dstillings Bygning, Hjørnet af Ø sterbrogade og Ø stervoidgade. Aar 1915.
Bygningen henflyttedes i 1914 fra Vester Fariniagsgade hertil. '
ikke observeret den lange Række af Vogne, der holdt langs med
Alleen, da to svære Karle med Piske i Haanden kom stormende
hen imod mig. Da de løb hver fra sin Kant, saa det ud, som om
de vilde fange mig, hvorfor jeg unægtelig i Øjeblikket blev noget
a lte re r e t; men jeg mærkede jo snart, hvad det gik ud paa.
„Skal Herren op a t k jø re ?“ spurgte En.
„Vil De til Skoven, go’e H e rre ? “ raabte en Anden.
Da hele min Person aldeles ikke er indrettet paa at indgyde
Respekt ligeoverfor den Slags Mennesker, var der her naturligvis
slet ikke Tale om, hvad jeg vilde, hvorfor jeg ogsaa forholdt mig
ganske rolig for at oppebie det Øjeblik, da En trak af med mig
som et Bytte for den Stærkeste.
En Tredie traadte til og tog fat i min Paraply.
„Kom her, De Smaa!“ sagde han, „jeg har Plads for et Barn.
„Det skal De ikke regedere paa, min go’e Mand!“ sagde nu
den Første, „det er bare en Vittighed. Seer De
han vil nok
give Dem en Barneplads, men naar De skal betale, vil han ha e
fuld Fragt.“
Nu kom der flere Kuske til, som halede mig hver sin \ ej.
Knibe gav jeg mig til at forsikre paa det bestemteste, at det var
min Hensigt at gaae til Skoven. Men nu traadte den mægtigste
af alle Karlene hen til mig og tog mig i Kraven.
„Gjør ikke det, go’e Herre, det er s’gu Synd i denne Varme.
Kom De her. Kan De see Vognen derhenne ? Den er næsten fuld.
Saasnart De har sat Dem op, stikker vi af. Ferd’nand, læg op!“
Han talte i en saa bydende Tone og lod til at indgyde de andre
saamegen Respekt, at jeg uden videre gav mig under hans Be
skyttelse og besteg den betegnede Vogn med stor Anstrengelse
og ikke uden Frygt for, at han i sin Iver for at komme afsted
skulde „stikke af“, som han udtrykte sig, før jeg var kommen
tilsæde. Jeg havde haft ikke nødig at ile saa stæ rkt; thi lidt
efter saae jeg ham sidde ganske rolig henne paa en Foderkasse i
Passiar med de andre Kuske (se Billederne Side 288).
Da jeg havde siddet en Stund, bemærkede jeg til min største
Forundring, at Vognen, der tildeels var fuld, da jeg satte mig op,
nu var bleven aldeles tom. Ved senere at indhente Oplysninger
angaaende denne Sag erfarede jeg, at det havde været en Sam
ling af de ledige Kuske, som efter Sædvane havde sat sig paa de
283