284-285 / 288
Panoram a over det ny Kvarter, som op stod ved Sløjfningen af Glacierne udenfor Ø sterport — Ø stervold — specielt „Grønlands Bastion" m. m.
Der opstod først og fremmest Østerbros Statsbanestation, og det til dette Øjemed forsænkede Terræn, som vises her paa Billedet. Fremdeles opstod Nedkørslen til den anlagte Frihavn — Søndre Frihavn svej med den ved samme opførte svenske Kirke „Gustafskii-
ken“ —, samt det store ny bebyggede „Østbane-Kvarter“, som ses i sin Vorden tilhøjre i Billedet. Man ser langs Stakittet „Østbanegade“, tilhøjre herfor „Trondhjemsgade“ og yderst tilhøjre „Kristianiagade“. - B illedet er tegnet af Axel Holm og tilhører Overlæge Hal ,.
Jeg var nærved at blive ganske modfalden over min uvirksomme
Tilstand, da jeg paa eengang blev opmærksom paa tre unge Menne
sker, formodentlig Studenter, der glade og fornøjede kom syngende
inde fra Byen. Da de fik Øje paa Vognen, hvori jeg sad, sprang
de op i den og røbede stor Utaalmodighed efter at komme afsted.
„Hallo, Kusk!“ raabte den Ene, „kjører De snart? — lidt mun
te rt !“
Kusken sprang ned fra Foderkassen og gav sig til at sysle med
Hovedtøjet paa Hestene. Lidt efter lød en Stemme bag ved mig:
„Godmorgen! — — —- jeg siger Godmorgen!“
Da dette blev sagt lige ind i Øret paa mig, kunde jeg ikke
tvivle om, at det var mig, en af Fyrene hilste paa, og da jeg
derfor bød „Godmorgen“ igjen, rejste de sig særdeles høflig alle
tre og gjentoge paa eengang „Godmorgen!“
„Har De siddet længe h e r ? “ spurgte han, der først havde hilst.
„Ja en stiv Klokketime.“
„Aha! De har altsaa været Lokkedue?“
„Har jeg været Lokkedue? Hvad skal det sige?“
Vor Kusk kom imidlertid for seent, medens de andre Karle
erobrede et Par Lokkeduer, der bleve anbragte hist og her paa
Vognene. Nu rejste Studenterne sig op og istemte en Sang, der
lød saa liflig, at de spredte Passagerer bleve opmærksomme der-
paa, sprang af Vognene og indtoge Pladser hos os.
Det var en Lykke, at jeg tidsnok observerede adskillige Styk
ker Smørrebrød, som endnu stode opstillede paa Sædet, da en
halvgammel Kavaleer med sværtet Mundskæg, blaa Kjole og cho
koladefarvede Benklæder vilde tage Plads hos mig. Jeg bjergede
i største Hast min Proviant, der kunde være bleven saare øde
læggende for de Chokoladefarvede, og fik den ned i Baglommen.
Da Vognen næsten var fuld besat, kom en meget fiin Dame med
to pæne Smaapiger. Hun overskuede hele Selskabet og gjorde
derefter mig den Ære at henvende sig til mig med det Ønske, at
Børnene maatte sidde ved min Side, for at jeg kunde have lidt
Tilsyn med dem. Børnene skulde i Besøg hos hendes Broder, en
Etatsraad Haarløv, der beboede et Landsted paa den anden Side
af Skovshoved. Jeg undersøgte Sædet, paa det omhyggeligste for
ud til at ville nøjes med et Degnekald i Jylland. Jeg sagde Bør
nene, hvad jeg hed, og bad dem bringe deres Onkel en kjærlig
Hilsen fra mig. Han vilde nok kunne erindre mig, hvis han var
den Emil, der i hiin forsvundne Tid havde sluttet sig ligesaa tro
fast til mig, som jeg til ham.
Den store, svære Vogn rullede nu ud ad Vejen ; Studenterne sang,
Smaapigerne loe, medens Kusken smurte paa do stakkels Heste,
der i tungt Trav arbejdede sig fremad paa den glatte Stenbro.
Gud bevares for alle de herlige Landsteder! Foran paa I rappen
op til Havestuen var i Almindelighed anbragt en ung Dame i bru
sende Skjørter og med en stor Urtepotte paa hver Side. Der maa
dog store Midler til at føre et saadant Liv: „hvad koster ikke alene
en saadan Dame i Vask,“ tænkte jeg.“
-
Bogen beretter endvidere om hvorledes Anders Tikøb, som næste
Morgen i et vigtigt Ærinde ønskede at komme hurtigt til Køben
havn, kom til at kjøre med en af de \o gn e, som transporterede
Skovshovedkonerne og deres Fisk til Hovedstaden. Vi citerer:
satte sig saa langt, fra mig som muligt; men da der bestandig
kom flere til, trængte de mere og mere paa,, til de omsider havde
faaet mig saaledes indeklemt, at jeg maatte snappe efter Vejret.
De vare allesammen trivelige F ruentimmer; de saa muntre og
snaksomme ud, men nu sade de og gloede paa hverandre og skjæ-
vede imellemstunder hen til mig. Da der nødvendigvis maatte
gjøres Plads for Een til, blev der foretaget en yderligere Sammen
presning, hvorved jeg fik et Par saa voldsomme Stød, at jeg uvil-
lcaarlig kom til at stønne ganske højt. „Uf! U f!“ sa’e jeg, og da
jeg saaemigomi
Kredsen.sa.dealle Konerne med oppustede Kjæver for
at undertrykke Latteren. Kusken vendte sig om og sagde til mig:
„Der sidder De jo som en Bisp i en Gaaserede, ha! h a ! “
„H ah a!“ sa,'e jeg, „ha ha h a !“ sa’e Kjællingerne, og nu fik vi
os Alle en solid Longerystelse, der havde en meget gavnlig Virk
ning, da vi derved bleve bedre sammenstuvede og fik rummeligere
Plads paa Vognen. Børnene skrege op til Mødrene, Grisene gryn
tede, Konerne loe, og afsted rullede vi nu til Byen i den gemyt
ligste Stemning (se Billedet 8. Aarg. Side 1).
tomme Sæder, for at bringe Folk i den Tro, at Vognen var næsten
besat. Folk søgte bestandig til de bagerste Vogne, af hvilke
hvert Øjeblik en gik af. Jeg havde tit h aft Lyst til at stige ned,
men jeg kunde ikke bestemme mig dertil, da Kusken henne paa
Foderkassen holdt Øje med mig, og han saae saa brutal ud. Da
han talte om at „stikke af“, forestillede jeg mig en vild forvoven
Kjørsel omkap med de andre Vogne, jo, det var en dejlig Kjørsel.
Medens jeg havde siddet i taalmodig Venten, vare ikke mindre
end tre Ligvogne kjørte mig forbi. Da jeg imidlertid var bleven
brødflau, tog jeg mig en Bid og friskede mig op med en Pomme-
rants, idet jeg af og til, naar Lejlighed gaves, henvendte et Spørgs-
maal til en eller anden Kusk om Mad. Brask, der dog lod til at
være dem alle fuldkommen ubekjendt.
„Naa det kjender De ikke, De er nok fra Landet? Det er et
af de vigtigste Momenter i Kildepiskeriet. Det første, en Kaper
kusk har at gjøre, naar han holder med en tom Vogn, er at faa
Fingre i et eller andet Individ af saa indtagende Ydre som muligt
for at antyde, at hans Vogn med det allerførste skal gaae af, og
derved lokke Passagerer til at tage Plads. De har nok været en
maadelig Lokkedue; ja, nu skal vi lokke for Dem. Kusk! der
kommer flere Passagerer: efter d em !“
Tilligemed vor Kusk stormede nu alle de Andre henimod for
skellige Grupper af nysankomne Damer og Herrer.
„Værs’artig Hr. Grosserer, her er Plads, Hr. Grosserer!
— — Værs’go, lille Jomfru! Jeg har Puder i Vognen til de
smaa Fødder, jeg kjører lige til K ilden!“
at rense det for Krummer og de sidste Rester af grøn Ost, og
fik Børnene anbragt imellem mig og ham med den blaa Kjole.
Før Kusken havde lavet alt tilrette, havde jeg allerede stiftet
nøje Bekjendtskab med de Smaa. Det var de sødeste Glutter, jeg
længe havde seet. Endelig begyndte Vognen at fokke — „Farvel,
søde Børn!“ sagde Moderen, „tag jer nu godt iagt og hils Onkel Emil!“
„Det var da mærkeligt nok,“ tænkte jeg. „Emil? Emil Haarløv,
Etatsraad ? “
Ved nærmere at udspørge Børnene, gik det meer og meer op
for mig, at jeg ved Hjælp af disse nydelige Smaapiger maaske
skulde komme til at gjensee min kjære Ruskammerat, Student
Haarløv, det eneste unge Menneske, jeg dengang havde plejet
Omgang med. Etatsraad? Ja, hvorfor ikke, han saae mig ikke
„En Vogn kom kjørende oppe paa Vejen og holdt stille. Det
var saadan en Slags aaben Omnibus, kunde jeg see. „Der
kunde jeg komme gesvindt til Staden,“ tænkte jeg, „og faae Kjo
len repareret.“ Det var ingen dyr Befordring, Kusken forlangte
kun otte Skilling, naar jeg vilde finde mig i at sidde noget kne
bent. Endnu var der da god Plads. Jeg sad en Stund paa den
tomme Vogn og ventede, men blev halv urolig for, at det skulde
blive lige saa langvarigt, som da jeg Dagen iforvejen havde age
ret Lokkedue. Men det havde da ingen Fare. Et Øjeblik efter
kom et helt Tog ansættende, der bestod af Fiskerkoner med Kurve
paa Ryggen, omgivne af en utrolig Mængde Børn og Grise, der
snøftede op efter Kurvene. Nu stormede de op paa Vognen. —
De lod til at studse ved at finde mig der, hvorfor de i Begyndelsen