DetGamleKøbenhavnSomArkitekturby

broplads til det skævtliggende Slot med Slotsholmens andre Bygninger langt

borte, og i Synslinien Konturerne af Absalon paa den stejlende Hest. Om

dette Dobbelttorv er allerede talt. Men set fra Østergade opfatter man mere

det Hele som een stor samlet Plads med et blot i al Almindelighed befriende

Udsyn fremefter og til Siden. Mod Vimmelskaftet danner Pladsvæggene et

i Bunden lukket Perspektiv, men mod Slotsholmen virker Højbroplads som

et mægtigt Scenearrangement med Pladsvæggene som Kulisser og Slotsholms-

partiet med det stærkt dominerende Christiansborg som Baggrund. Dette kø

benhavnske Plads- og Bybillede minder os om det nære Slægtskab, der kan være

mellem Theateret og Arkitekturen i den store Stil — et Slægtskab, der ganske

vist er fremkommet gennem Tilfældigheder, men som i Barokkulturens Dage

gjorde sig bevist og suverænt gældende.

Atter her er det værd at mærke sig, hvor fjærntliggende i Tid Forud

sætningen for dette Parti af Strøget blev til. Thi hvad selve Amagertorv

angaar, er det et typisk middelalderligt langstrakt Trekanttorv, af hvis Syd

væg ganske vist et Stykke er fjærnet for at Fløjbroplads kunde fremkomme

og de to Pladser glide sammen til en Dobbeltplads. Nuværende Amagertorv

er dog kun en lille Rest af det meget gamle og lange Østertorv, der strakte

sig helt hen mod Stadens Østgrænse.

Det er imidlertid, som om Strøgets torveagtige Bredde her i nogen Grad

har skaanet den ældre Bebyggelse. Paa Nordsiden staar endnu Borgmester

Mathias Hansens vel istandsatte Renaissancegaard fra

\6\6

som et Minde om,

hvorledes Bebyggelse langs Hovedgaderne kunde være i Christian IV ’s Dage.

Og lige overfor, langs Amagertorvs Sydside, slutter en Række Empirehuse

op — alle opført i Tiden efter Branden 1795. Moderne Omdannelser har

disse Ejendomme ganske vist ikke kunnet slippe for, men de har dog ikke

helt mistet deres oprindelige Yræsen og giver denne Pladsvæg en vis,

rolig, ensartet Holdning. Anderledes længere oppe paa Amagertorv. Men

netop her, midt i al Modernisme, møder os pludselig og uden al Forberedelse

noget overraskende: atter en Pladsdannelse — og behersket af et Par Mo

numentalbygninger. Det er

Partiet ved Helligaandskirken,

med det middelalder

lige Helligaandshus, Københavns eneste helt bevarede gotiske Profanbygning,

med den halvtmiddelalderlige Kirke, Vaabenhus i Renaissancebarok, Renais-

sancespir i Storcks Gengivelse og endelig paa Nordsiden af Kirken Griffen-

feldts helbarokke, runde Gravkapel. Begge Bygninger — Kirke og Hus —

ligger lidt tilbage fra Gaden, paa den træbevoksede tidligere Kirkegaard, og

der er i denne saa pludselige rumlige Udvidelse af Gaden ikke blot den

sædvanlige Følelse af noget befriende, men samtidig noget overmaade hyg

geligt og fortroligt, fordi man har de fremmedvirkende Bygninger saa for

holdsvis nær ind paa Livet. Arkitekturen i det gamle ærværdige Bygnings

anlæg er, som alt antydet, en mærkelig, næsten snurrig Blanding af Stilarter

og rig paa plastiske, maleriske og interessante koloristiske Egenskaber. Det