96 / 97
95
Men ligesaa enige bør man være om, at dette Synspunkt rummer en
overmaade stor Fare for de arkitektoniske og historiske Værdier, der er knyttet
til eller kan være knyttet til en By og dens historiske Bygninger — baade
til dem af høj kunstnerisk Værdi, skabt af tidligere Tiders store Bygmestre,
og til de mange, der vel er af jævnere Skønhed, men i Kraft af deres arki
tektoniske Karakter og historiske Stemning betegnende netop for vedkom
mende By. Nutidens revolutionerende Omdannelse af det bestaaende Sam
fund indenfor snart sagt alle dets Yttringsformer — ogsaa Byggemaader og
Byggeskik — har jo forlængst fremkaldt en Modbevægelse. Midt under den
borgerlige Kulturs Opløsning — Tidens mærkeligste Fænomen — har man
fra mange Sider, ogsaa her i Danmark, søgt Holdepunkter for Nutiden og
Vejledning for Fremtiden ved at rette sin Opmærksomhed mod det historisk
Givne. Hjemstavnsbevægelsen, der gaar sin Sejersgang over alle Lande, er
eet blandt mange Vidnesbyrd derom.
Ogsaa Bygningskunstens Værker hører til det historisk Givne, man 1
stigende Grad fæster sig ved. Man har ligesom bedre faaet Øje for den
gamle Bygningskunsts arkitektoniske og menneskelige Værdier — samtidig
med at de samme Mennesker, der har Følelse for og Forstaaelse af gammel
Arkitektur, meget vel kan forstaa og føle med Bestræbelserne for at give
vor egen T id arkitektonisk Form. Nutidens Mennesker kan være uenige om,
hvilket af det gamle de sætter mest Pris paa. Hver Stilart har sine T il
bedere, og indenfor hver Stilart har hver sine Yndlingsbygninger. Men man
begynder ogsaa at interessere sig for Helheder, synes bedre om visse Gader
og Pladser end om andre. Det er i al Fald en Kendsgerning, at stadig flere
føler og forstaar Værdierne i Byskønhed fra ældre Tider — ikke alene ud
fra æstetiske Synspunkter, men ud fra rent menneskelige. Th i det er jo saa-
ledes, at Fortidens Mindesmærker bestandig erindrer os om, at der har været
Mennesker »paa Bjerget« før os selv, og befæster og styrker os i den sunde
Følelse af at være Led i det forbindende og fortsættende i vort Lands og
vor Bys Historie. Og et Moment til gør sig gældende, omend ubevidst. Det
er Angsten — Angsten for at vi selv og vore Børn en skønne Dag skal
staa underlig forudsætningsløse i den løbende Tid.
Og nu, det gamle, historiske København!
Ogsaa det er netop i disse Aar, og vel endnu mere i Fremtiden, udsat
for bybygningsmæssige Revolutioner og dermed følgende Tilintetgørelse af
megen — ogsaa megen god, gammel Arkitektur.
Der ses her bort fra, hvad der kan gøres for at bevare den enkelte værdi
fulde Bygning, dels gennem Fredningsloven, dels gennem det Arbejde, For
eningen til gamle Bygningers Bevaring kan udrette. Hovedproblemet er, som
ofte fremhævet, hvorledes man bevarer den historisk givne Karakter i de
Omraader af det gamle København, der
endnu
betyder noget for Byen som
Arkitekturby, og hvor Byggemaaden tillige er saa
solid
og de
boligmæssige