31
demiet eller Kunstnerne, og nu ville desuden saadanne Ud
stillinger neppe kunne betragtes som hensigtssvarende, efterat
Foreningen har erholdt et Locale, hvor man ved Dagen kan
see de nyeste Kunstværker, og hvor Adgangen kan aabnes
ogsaa for Saadanne, som ei høre til Kunstforeningen. Alen,
fordi eet af de i Lovene projecterede Midler nu er, saa at
sige, forældet og ubrugeligt, deraf kan da ingenlunde følge,
at saadanne Foretagender, der nærmest ere. satte i Forbindelse
dermed, som theoretiske Opgaver, Præmier o.s.v. skulle ude
lukkes, naar Selskabet finder dem bifaldsværdige og har Kræfter
dertil.
Jeg strider ikke imod Indkjøb af færdige Arbeider,
ikke heller imod, at Kunstværker fordeles mellem Selskabets
Medlemmer, naar dette Kjøb og denne Bortlodning bliver holdt
indenfor passende Grændser. Vi bør vel erindre, at Kunst
foreningen har erklæret, at den vil virke til Kunstens Fordeel.
Vi bør derfor vogte os for, at ikke vor Egoisme skal lægge
Hindringer i Veien for et saa helligt Formaal. Til enhver Tid
have forenede Kræfter formaaet meget, ogsaa for Kunsten;
derom vidne endnu de talrige Mesterværker, som ere bievne
til ved Sammenskud af Menigheder, Broderskaber, Corpora-
tioner, Foreninger o. s. v.
Paa et saadant Punkt staaer nu
Kunstforeningen, og hvo af dens Medlemmer vilde ikke langt
hellere have bidraget til at fremkalde et ædelt, stort Kunst
værk , hvorved Samtid og Eftertid kunde opbygges og glædes,
end sneversindet holde fast ene ved Lodtrækningen, for at
tiltrygle sig af Lykken et eller andet mindre betydeligt Kunst
værk, som kun en lille Kreds kunde nyde. Men Kunstforenin
gen bør ikke alene tænke paa hvad hine ældre Corporationer
o. s. v. have virket for Kunsten; den bør tillige kalde sig i
Minde hine mægtige Velyndere, til hvis Deeltagelse de største
Kunstnere have knyttet deres Existents.
Ogsaa deri bør den
efterligne og vel erindre, at, dersom det kunde lykkes den at




