116 / 359
1797
Lykke, at man endogsaa nærede Ha,ab om, at hun skulde
kunne erstatte Savnet af de store Tab, Skuepladsen i den
senere Tid havde lidt. Men — ak — de skønne Haab
bristede hurtig t og i en forbausende Grad. Man kom til
Erkendelse om, at hun var nærmest umulig, og tre Aar
efter sin Debut blev hun endogsaa udhysset i den samme
Rolle, hvori hun havde vundet Publikums enthusiastiske
Bifald! Mere end de fleste kom hun til at føle Sandheden
af, at a u r a p o p u la r is er en svigefuld Vind! —
1798
18/i debuterede JSr. Johanne Catrine Ebbesen, senere Mad.
Foersom, som Louise i „Den værdige Fader“, f. ,6/s 17,79,
kgl. Skuesp. Febr. 1798, afg. Juli 1821, f 9/s 1850.
Jfr. J o h a n n e E b b e s e n var en purung og smuk Figu-
rantinde. Men hendes Stemme var tynd og udtryksløs.
Hun havde den ikke usædvanlige Lod: i Begyndelsen af
sin Løbebane som Skuespillerinde at blive anset for yndig,
gratiøs og fuld af Følelse, hvorfor hun fik en venlig Mod
tagelse af Publikum, for senere mere og mere a t skubbes
tilside som en kedsommelig og talentløs Frem stillerinde af
Roller i anden og tredje Plan.
Men som den betydelige Shakespeareoversæ tter, Skue
spiller P e t e r F o e rs o m s udmærkede Hustru vil hendes
Navn dog blive bevaret fra Forglemmelse. —
— 19/i debuterede
Jean Pierre Pio som Spatzieri „Virtuosen
Nr. 2“, f. 18A 1778, kgl. Skuesp. Marts 1798, afg. Juli 1811,
t 17/s 1867.
E fter nogle Aars Forløb trak J e a n P i o sig tilbage fra
Skuespillet, træ t af den uretfæ rdige og chikanøse Tilside
sættelse, for hvilken han var Genstand.
Han havde væ ret en af Danseskolens mest lovende E le
ver, da han forsøgte sig som Skuespiller med mere end
alm indeligt Held. Han havde et fortræ ffeligt Ydre, en
sjelden skøn og malmfuld Talestemme og var i det Hele
udstyret med udmærkede Midler og viste sig tillige i Be
siddelse af saa betydelige Evner, at han sikkert vilde
være bleven T heatret til overordentlig Nytte, om man
havde agtet mere paa hans sande Værdi. Han viste et
afgjort Talent i Roller af den mest forskellige Art og
erhvervede sig stor Yndest hos Publikum . Selv Partier,
hvori en Schwarz og Gjelstrup havde brilleret, viste han
sig voxen. Men netop derfor søgte de, hvem han stod
i Vejen, og som havde Alderens tvivlsomme Præ rogativ,
ved alle mulige Intriger a t hindre hans Fremgang, saa
at han efterhaanden fik færre og fæ rre Opgaver tildelt,
og da han ikke følte sig anlagt til a t tage den ulige Kamp
op og ikke vandt den fornødne Medhjælp hos D irek
tionen, takkede han af. — Pio blev Danselærer paa Offi
cersskolen og døde som Krigsraad i 1867, 89 Aar gi. Den
senere Skuespiller af samme Navn var ikke af hans Slægt.
— 15/a debuterede Magnus Stoud Constantin O’Donnel som Berg-
strøm i „Chinafarerne“, f. 1777, t Vs 1809.
O’Donnel havde en Tenorstemme af en sjelden Velklang
og Bøjelighed, men han var i sin Aktion saa kold og stiv
og k ejtet baade i ydre og indre Forstand, a t han umuligt
kunde skabe sig en Position, hverken som Operist eller —
endnu langt mindre — i Skuespillet. Han blev kun 82
Aar gi. Skuespillerinden L o u is e O’D o n n e l f. T h o m s e n
var hans Hustru.
— 18/io debuterede Peter Thun Foersom som Jacob i „Gamle
og nye Sæder“, f.
'10ti
1777, kgl. Skuespiller Jan. 1799,
sidste Optr. 8/i 1817, f 24/i 1817.
P e t e r F o e rs o m var en jysk Præstesøn og blev Student
fra Ribe Latinskole, hvis Rektor, en Broder til P. A. Hei-
berg, sikkert har paavirket ham i litteræ r Retning, hvor
ved Foersom hævede sig til det høje Dannelsestrin, der
senere skulde udmærke ham blandt Standsfællerne.
E fter et utvungent og lystigt Studenterliv meldte han
sig i Slutningen af det 18de Aarhundrede ved T heatret,
hvor han debuterede uden synderligt Held. „Hr. Foersom
er ikke morsom“, var i nogen Tid et Rim, der var i Alles
Munde, og som hæmmede hans Mod og bidrog til, at et
tankeløst Publikum forholdt sig køligt til hans Bestræbel
ser efter a t vinde frem. Jo højere Foersom satte sit Maal
som Kunstner, desto mere modløs m aatte han blive lige-
overfor den Modstand, han mødte. Allerede et P ar Aar
efter sin Debut var han ved at opgive Kampen. Han søgte
Pladsen som Sufflør og følte det som en Skuffelse, at han
ikke fik den. Men eftersom Rosings Svagelighed tiltog,
fik Foersom Lejlighed til a t overtage en Del af hans
Repertoire, og man fik Øjnene op for, at han var mere
end en Brugbarhed. Saa kom Oehlenschlagers Skuespil,
og i dem var Foersom med sin Følelse og sin fine In tel
ligens paa Plads, selv om lians ydre Betingelser ikke til
fredsstillede, naar det gjaldt Frem stillingen af en nordisk
Helt. I „H a k o n J a r l “ var han Olaf, i „A x el og V a l
b o rg “ Axel, i „ H a g b a r th og S ig n e “ H agbarth og i
„ C o rre g io “ Antonio. I den sidste af disse Roller p er
sonificerede Foersom ganske D igterens Tanke med sin
varme Følelse, sit drømmende Sværmeri og sin letvakte
Lidenskab.
Det var dog en dybere og mere sammensat K arak ter
fremstilling end Heltens og Elskerens, Foersom higede efter
at give sig i Kast med. Han kendte meget vel den Be
grænsning, som hans ydre Midler satte i hans Kunst. I
1798
Gengi velsen af Shakespeares Skikkelser vilde han ikke
møde disse Hindringer. Og i at levendegøre dem satte
Foersom sit højeste kunstneriske Maal. Og her kom hans
fine K ultur og udmærkede Kundskaber ham virksomt til
Hjælp. I 1808 indleverede han sin Oversættelse af „ J u
li u s C æ s a r“, derefter „ H a m le t“, „K o n g L e a r “, „Ro
m eo og J u l i e “ og tilsidst „ M a c b e th “. Det var udmær
kede Fordanskninger, der gjorde ham den største Ære.
Først i Maj 1813 opnaaede han den rige Glæde a t se en
af Shakespeares T ragedier gaa over den danske Scene.
Foersom spillede selv Hovedrollen. Det var i „ H a m le t“,
at han vandt sine Sporer som Skuespiller. Fremstillingen
af denne Verdensrolle blev det Højeste, han naaede i sin
Kunst. E fter at have bivaanet Forestillingen udbryder
Digteren P ra m begejstret: „Det var dog en mageløs For
nøjelse, a t se den herlige Foersom iaften. Han brænder
ogsaa af lu tte r Gnist. Spiller han H am let fem Gange i
den samme V inter, er han Pinedød Aske, inden han ser
V aaren !“
Tre Aar efter spiller Foresom „K o n g L e a r “, paany en
udmæ rket kunstnerisk Ydelse, paa det nær, at den alle
rede sygelige Skuespiller maa lade det skorte paa legem
lig K raft. Og da „ M a c b e th “ gik over Scenen i det føl
gende Aar, blev det givet sammen med „ F o e rs om s
M in d e “ til Fordel for hans E fterladte. Da var nemlig
Foersom død, endnu ikke fyrretyve Aar gammel.
Som Skuespiller staar Foersoms Billede tegnet med mere
ideale Træk end de fleste sceniske Kunstneres. Og sit
ideale Standpunkt hævdede han ogsaa som Menneske; det
for Personligheden ofte deprimerende Liv i Theatrets T je
neste, Misundelse, Avind og gemene Intriger var hans ædle,
retlinede N atur en Modbydelighed. Sine Kaldsfæller havde
han ikke synderlig Omgang med. Højest satte han sin
elskede Mester og Lærer Rosing. Han var mest i sit
Hjem, hvor han ivrigt syslede med L itteratur, baade med
Oversættelser og selvstændig D igtning. At han i saa ung
en Alder skulde rives bort, var et sto rt Tab baade for
Publikum og Theatret, men ikke m indst for sine Kolleger,
blandt hvem han i hele sin Færd, baade som Kunstner
og Menneske, var et Mønster, værd a t efterfølge. — I
1910 istandsatte Dansk Skuespillerforbund hans forfaldne
Grav paa Assistents K irkegaard.
1799
15U
debuterede Jir. Johanne Marie Nick, senere Mad. Lange,
senere Mad. Spindler, som Emmy i „Falsk Undseelse“, f.
27ø 1784, kgl. Skuesp. Maj 1799, afg.
20U
1807 som Mad.
Lange, optr. paany 21/a 1812 som Mad. Spindler, afg. Juni
1829, f I2/s 1861.
Det er en ret eventyrlig Livsbane, baade p a a T heatret
og u d e n f o r T heatret, der betegnes med Navnet M ad.
S p in d le r .
Som J f r . N ic k kom hun som en fem tenaarig, meget
smuk og meget livlig Pige fra B alletten til Skuespillet og
gjorde strax Lykke, uden a t man dog dengang anede, hvor
stort hendes T alent i Virkeligheden var. Hun giftede sig
først med en Amtsforvalter og fik Navnet L a n g e , og se
nere, da en hovedrig Vestindianer, der under et Ophold i
Kjøbenhavn havde forelsket sig i hende, fik hun Navnet
S p in d le r . Hun vilde være bleven sit T heater til uberegne
lig Nytte og Ære, om hun ikke i sit ubundne Væsen og med
sit sarkastiske Vid og sin skarpe Tunge havde modarbejdet
sig selv. Hendes private Liv var i mange Aar en Skive
for Angreb fra dem, hun havde fornærmet, og et staaende
Samtaleemne for Byens Sladdersøstre. Navnlig da hun
havde ægtet den formuende Spindler, gik det lystigt til.
I hendes herskabelige Lejlighed med det store Tjenerskab,
Heste og Vogne, var der hver Ugedag aabent Bord for
gode Venner. Mad. Spindlers H jerte og sorgløse Natur
kunde d aarligt sige Nej til Anmodninger om Hjælp og
Laan, og lidt efter lid t tøm tes den fede Pengekasse.
— De muntre Piger og de vittige, pikante Soubretter
var Mad. Spindlers Hovedfag. De passede jo godt til
hendes egen livlige N atur og altid slagfærdige Vid. Men
ogsaa udenfor dette Rollefag viste det sig, a t hun sad inde
med ualm indelige Evner. Hendes Talent var smidigt og
omfangsrigt. Susanne i „ F ig a r o s G i f t e r m a a l “ blev dog
Typen for hendes Kunst i dens fuldeste Udfoldelse. Her
kom al hendes sprudlende Ynde og V ivacitet helt til sin
Ret. Der er ikke mindste Tvivl om, a t Mad. Spindler i
det ældre Fag vilde være bleven en Skuespillerinde af
betydelig Rang, men hendes drilske Vid, der ikke heller
paa nogen Maade skaanede den høje Direktion, havde des
værre den Følge, a t man ved Rollebesætningerne ofte
søgte at undgaa hende. Man kunde ikke tilgive hende det
dristige Frisprog, der ikke kendte Hensyn.
Engang skæmtede hun i Logen med Collin og Rahbek,
der begge var rødhaarede og begge havde et lille Svær
meri for Skuespillerinden Mad. Andersen, der netop op-
traadte, og hvis Spil hun sam tidig tillod sig a t kritisere
skarpt. Hendes Naboerske i Logen, Mad. Clausen, riposte
rede med en Spydighed, idet hun paastod, at der dog ial-
fald ikke var noget at sige paa Mad. Andersens moralske
Vandel. Mad. Spindler forstod Spydigheden og manglede *
ikke Svar. „Nej, det tror jeg nok“, sagde hun hurtigt,
„hun har jo da ogsaa to Rødhæ tter til at værne om sin
D yd!“
114