S_FørOgNu

1802

Det er navnlig liendes fortrinlige Udførelse af P e r n i l

l e r n e , som for bestandig vil sikre hendes Navn fra For

glemmelse. I 1811 var hun bleven gift med den fire Aar

yngre Skuespiller L ie b e , og det er som Madam A n n a

D o r o th e a L ie b e , hun skabte sig Berømmelsen.

Pernillefaget var siden Mad. Gielstrups Død kun blevet

røgtet slet, overladt som det havde væ ret til tilfældige

Damer, der maaske nok havde Subrettens smukke Ydre,

men ganske manglede Talent. Her fandt man Arvtageren

til Pernille, hvis Genfødelse kom den næste Generations

Pernille, den daværende Jomfru L o u is e P e te r s e n (se

nere Fru P h i s te r), til Gode. Da Louise Petersen kom

til T heatret, var Mad. Liebe nylig afgaaet, men hendes

Interesse for Scenen var endnu saa levende, a t hun paatog

sig at instruere den unge Pige, hvis Evner hun strax an

erkendte. Fru Phisters Pernille, saa selvstændig og frisk

den end var, blev gennem Mad. Liebe bunden til T raditio

nen. Og ligesom Fru Phister udmærkede ogsaa hendes

Læremesterinde sig baade i de unge og gamle Holbergske

Boller. Mad. Liebe spillede fremfor Alt Pernillerne med

Mesterskab, men ogsaa hendes M a g d e lo n e r berømmes

for den ægte Komik og det strømmende Lune, hvormed

hun levendegjorde dem.

Som Rind mistede ogsaa Mad. Liebe sin Førlighed paa

selve Scenen. Ved et Spring ned fra et af D ekoratio

nens K lippestykker i Syngespillet „ P a u l og V i r g i n i e “

faldt hun saa uheldigt, at hun brækkede Benet og kom til

a t halte, og skønt Publikum længe bar over med, a t hun

spillede med en Klods under Foden, nødtes hun dog før

Tiden til at tage Afsked. Hun var Moder til Skuespiller

Th. Liebe.

16/s

debuterede Edouard Du Puy som Firmin i „Domherren

i Milano“, f. 177)3, sidste Optr. V

1808, forvist 1809, f

1822. .

Ligesaa festlig og straalende som hans Navn klinger —

J e a n B a p t i s t e E d o u a r d L o u is C a m ille d u P u y —

blev denne Kunstners korte stjerneskudlignende Carrière

paa den danske Skueplads.

E fter Antydninger af ham selv var hans Fader den

preussiske Prins Heinrich, Frederik den 2dens som Hær

fører berømte Broder. D ette faar være. 1 sit 16de Aar

fik han Ansættelse som Koncertmester ved Prins Heinrichs

Theater. Senere kom han bl. a. til Stockholm, hvor han

gav V iolinkoncerter og ved sit Ydre og elegante Væsen

gjorde talrige Erobringer af Kvindehjerter. I 1799 debu

terede han som Sanger under stor Begejstring. Han besad

en prægtig Barytonstemme, hvis Omfang satte ham istand

til ogsaa a t overtage Tenor- og Baspartier. Og i hans

Foredrag forstod han a t lægge en Fyrighed og en Fart,

der indtog Publikum. Men kort efter m aatte han forlade

Sverrig, efter at han altfor demonstrativt havde givet

sin Begejstring for Napoléon og Republikken Luft. Fra

Stockholm kom han til Kjøbenhavn, hvor han h u rtig t blev

akklim atiseret og udnævntes til 2den Koncertmester i det

kgl. Kapel og giftede sig med en dansk Dame.

Paa Scenen havde han sin straalende Debut i 1802.

Han gjorde simpelthen Furore, og Enthousiasmen for ham

steg med hver ny Rolle og kulm inerede, da han sang

Crispin i „Skatten“ og T itelp artiet i Mozarts „Don Ju an “,

hvori hans forføreriske Elegance lod alle Rollens Fordrin

ger komme til deres Ret, sam tidig med at han vakte

Henrykkelse ved sin Sang. En sand Bifaldsstorm rejste

sig ikke mindre, da han viste sit Kompositionstalent i

„U n g d om o g G a ls k a b “, hvor han selv med Mesterskab

baade spillede og sang den hjerteknusende Husar-Ritmester

Roses P arti. Den Hyldest, man skænkede ham, havde

nærmest K arakteren af Tilbedelse.

Men Forgudelsen af den talentfulde og smukke Kunstner

skulde dog stige endnu et Par Grader, da han i 1807 som

Overjæger ved Livjægerkorpset vandt sig Berømmelse for

Tapperhed ligeoverfor Engelskmændene. Da man ønskede

at belønne ham ved at udnævne ham til Officer i Korpset,

gjorde Theaterchefen, H a u c h , Indsigelse og forudsagde

ham hans Afsked, da „porte-epéen ikke kunde taale, at

den, som bar den, viste sig paa et offentligt T h eater“.

Du Puy m aatte træffe sit Valg. Han betæ nkte sig ikke.

Den 25. Febr. 1808 optræder han sidste Gang, afgaar som

Sanger, men vedbliver at fungere som Koncertmester og

Syngemester for Theatrets Elever. Men ikke heller i denne

Stilling skulde han forblive ret længe.

Kronprins Christians (d. VIII) unge, varmblodige Gema

linde Charlotte F rederikke, Frederik den 7des Moder,

havde forelsket sig i den bedaarende Du Puy og fik det

arrangeret saa snildt, a t han blev hendes Lærer i Sang.

Det intime Forhold, som blev en Følge af denne Sang

undervisning, førte til Fyrsteparrets Skilsmisse, Prinsessen

forvistes til Horsens, og Du Puy m aatte med en Frist af

24 Timer rømme Landet. Det var i Novbr. 1809. Han blev

paany modtaget i Stockholm med aabne Arme, fik Ansæt

telse baade som Koncertmester og Operasanger og udnævn

tes kort efter til Kapelmester og spillede en betydelig

Rolle i svensk Musikliv indtil sin Død i 1822.

En af Du Puy’s svenske Biografer samm enfatter lians

mange straalende Egenskaber ved at sige om ham, at han

var en „ypperlig Orkesterchef, en melodirig Komponist, en

1802

uovertræffelig dram atisk Sanger og Skuespiller, indtagende

af Væsen og Almenhedens særlige Yndling". —

— 2% debuterede Lorenz Peter Enholm som Edvard i „Pigen

paa Marienborg“, kgl. Skuesp. Aug. 1805, afg. Juli 1840

t */n 1841.

E n h o lm var en stæ rk t beny ttet Brugbarhed, der havde

forskellige heldige, tilfæ ldige Omstændigheder a t takke

for den Stilling, han i en lang Aarrække indtog ved

Theatret.

Det var et lykkeligt Tilfælde, at han havde en paafa.1-

dende ydre Lighed med S a a b y e , der var Publikums Ynd

ling, og efter hvis Død han arvede et ret betydeligt Re

pertoire. Han kunde for den virkelige Kunstdommer ikke

bringe Saabye i Forglemmelse, — men for det store, ukyn

dige Publikum var han en fuldkommen Erstatning.

Og ikke mindre var det et lykkeligt Tilfæ lde for En

holm, at Du Puy’s Kunstnerbane blev saa b rat afsluttet.

Da den forgudede Sanger havde m aatte forlægge sin V irk

somhed til Sverrig, gled Enholm ind i hans Roller, under

Interregnet mellem Du Puy’s Bortgang og Georg Zinck’s

Optræden, og man lod sig glædelig stille tilfreds med den

just ikke glimrende Stedfortræder.

Enholm erhvervede sig i Tidens lange Løb Publikums

Paaskønnelse baade i det alvorlige og komiske Rollefag,

og hans Flid og Paapasselighed skabte Velvilje om hans

beskedne Personlighed. —

— 10/o debuterede Jfr. Wilhelmine Emilie Rosing som Rosina

i Skuespillet „Barberen i Sevilla“, f.

ti/s

1784, kgl. Skuesp.,

Oktbr. 1802, sidste Optr.

2/12

1811, f 23/ia 1811.

E fter et Vidnesbyrd i en sam tidig Biografi skal J fr. E m i

lie R o s in g allerede fra sine Barndomsaar have udmærket

sig ved en levende Indbildningskraft, en udmæ rket Forstand

og en ubetvingelig Trang til Læsning. Og muligt er det,

a t denne tid lig t udviklede Lyst til Tænkning og Læsning

har givet hende det Hang til Ensomhed og det ‘Præg af

Alvor, der stemplede hele hendes ejendommlige Personlig

hed. Og ligesaa muligt er det, a t det næsten Mandige, for

ikke a t sige Ukvindelige, der var udbredt over hendes Væ

sen og viste sig baade i hendes Gang og Tone og Klæde

dragt, ligeledes har sin Grund i den lidt trodsige Afson-

drethed, hvori hun yndede a t leve. Skønt hun var Datter

af det berømte Skuespillerpar R o s in g , var det snarest

mod Forældrenes Ønske, hun skulde betræde Scenen, et

Træk, der er betegnende for alle Skuespiller-Forældre, som

ønsker deres Børn det Bedste, og som har E rfaring for selv

det lykkeligste Theaterlivs Tomhed og store Fare for den

menneskelige Personlighed. Dog — da Emilie Rosing til

trods for Hjemmets Paavirkning havde tag et sin Bestem

melse, blev det en af Faderens største Glæder at optræde

med sin rigt begavede Datter.

Hendes Debuter baade som Rosina Beaurmarchais i „ B a r

b e re n i S e v i l l a “ og som Ida i „ H e rm a n von U n n a “

var i høj Grad vellykkede, og hun erhvervede sig i dem

begge Publikums udelte Beundring, u ag tet hun havde haft

at kæmpe mod Forgængerinder, der endnu erindredes med

Begejstring. De unge Mænd blev hendes Tilbedere, Da

merne optog hendes Moder i K lædedragt og efterlignede

endogsaa hendes mandhaftige Gang og Væsen. Men det

skal siges til Emilie Rosings store Ros, at denne taabelige

Publikums-Beundring kun anfægtede hende lidt og aldrig

fristede hende til a t glemme Kunstens ædle Krav.

Hun havde efter Forældrene tag et den virkeligt skabende

Kunstners sjældne Evne i Arv. Og det var langt mere Na

turen og det ihærdige Selvstudium end Vejledning, der vi

ste hende Vejen mod det store Maal. Af Ydre var hun,

som af Indre, ualm indelig. Uden a t være en Skønhed var

hendes Apparition af en sjelden og ejendommelig Charme.

Ansigtet beherskedes af de dejlige, fyrige Øjne, og hendes

Skikkelse var af Middelhøjde, overordentlig velskabt, og

det raske Sving, der udmærkede hendes P lastik og Bevæ

gelser, gjorde hende ypperligt egnet til at optræde i unge

Mandfolkeroller.

Men — ligesaa glimrende hendes Theaterbane syntes at

skulle blive, ligesaa kort og vemodig formede den ubøn

hørlige Virkelighed den. Faa Aar efter Debuten sygnede

hun baade aandeligt og legem ligt hen. En af Theatrets

Embedsmænd, Inspektør Fr. Schneider, til hvem hun med

sin stærke og lidenskabelige Personlighed helt havde hen-

givet sig, bedrog hende. Hendes Sjæleliv blev splittet og

oprevet. Hun yttrede Modbydelighed og Lede baade ved Li

vet og ved Theatret, og allerede i sit syvogtyvende Aar

døde hun og efterlod et dybt Savn hos Publikum. P aa As

sistens Kirltegaard kan man endnu »e det Mindesmærke,

som Venner rejste paa hendes Grav.

1803

27o debuterede Jfr. Juliane Marie Funck som Annette i

„Philip og A nnette“, f. 1786, kgl. Skuesp. Aug. 1805, sidste

Optr. 2C/5 1813, gift 8/io 1813 med Amtmand Herman Gert

Treschow, t 18/a 1868.

Jomfru Funck havde ikke megen dram atisk Evne, men

hun var en fortræffelig Sangerinde, hvis Sopran formaaede

at glimre i de højeste P artier og at beherske de vanske

ligste Koloraturer. Sin bedste Ydelse gav hun som Vilhel-

mine i „ U n g d om og G a l s k a b “, hvor den bedaarende

Du P u y formaaede at opildne hende saa stæ rkt, at hun

120