S_FørOgNu

1803

her viste en ualm indelig Kviklied i Fremstillingens Kunst. I

I en halv Snes Aar var hun den lyriske Scenes ubestridte

Primadonna. Hun var Søster til Solodanser Poul Erik

Funclc og døde som Amtmandinde Treschow.

— 3% debuterede Hans Henrik Schønberg som Alexis i „Alexis“,

f. 20/s 1785, kgl. Skuesp. Decbr. 1803, afg. Juli 1807, f 9/io

1845 som E tatsraad.

S c h ø n b e r g var en attenaarig Student, da han debute

rede — en indtagende Personlighed med et livligt Ansigt

og en vever, velskabt Figur. Ogsaa han skyldte Du Puy

Taknemmelighed. Under den udmærkede Sangers V ejled

ning havde han faaet sin friske Tenorstemme godt udviklet.

Det var egentlig ogsaa kun, naar han tog sin musikalske

Evne til Hjælp, at han vandt Publikum i højere Grad for

sig. Hans dram atiske Evner var ikke store, og udenfor

Syngestyltkerne præsterede han ikke noget udover det helt

almindelige i de muntre Elskeres og elskværdige Galnin

gers Rollefag.

E fter fire Aars Forløb sagde han T heatret Farvel og slog

ind paa Embedsbanen og endte i en adskilligt mere solid

Stilling, end Scenen kunde byde ham, nemlig som Hofin

spektør under Chr. d. VIII. og velm eriteret E tatsraad. Han

blev Oldefader paa mødrende Side til Skuespillerne Adam

og Johannes Poulsen sam t til August Liebman.

1804

5/io debuterede Johanne Rongsted f. Leth som Mad. Villnang

i „Adolf og Lovise“, f. 1772, kgl. Skuesp. 1804, afg. Juli

1836, f 79 1840.

Madam R o n g s te d havde som Jfr. L e th optraadt paa

Odense Theater, før hun 1804 debuterede paa Kongens Ny

torv som værdig Moder, et Rollefag, hvori hun havde tjen t

sine Sporer i Odense, og som hun alligevel udførte særdeles

slet. Det blev paa et andet Felt, hun gjorde sig anvendelig.

Hun besad en bred Komik, der var alt andet end fin, men

i latterlige Fruentimmerroller var den af drastisk Virkning,

og tak k et være den, kom hun i Tidens Løb til at gøre

T heatret N ytte i et ret stort Repertoire.

Blandt hendes Ydelser nævnes hendes Geslce i „Barsel

stuen“ med Ros. Hendes sidste Rolle var Mad. Skaarup i

„Sparekassen“. Hendes Mand, H a n s R o n g s te d , var egent

lig Kunstdrejer, men blev Skuespiller og avancerede fra

Odense T heater til Nationalscenen, hvor han uden Betyd

ning for Kunsten var kgl. ansat fra 1810 til sin Død d. 27io

1819. Han blev 46 Aar gi.; Ole Rongsted d. æ. var hans

Broder.

1806

debuterede Jfr. Johanne Birgitte Rosenkilde, senere Mad.

Hammeleff, som H enriette i „Erindringen“ f. 1784, Skuesp.

ved H oftheatret 1813, afg. Novbr. 1816, f 2/o 1851.

Jomfru R o s e n k ild e var en højst ubetydelig Fremtoning,

og det blev ikke hende, der skulde gøre Navnet Rosenkilde

berøm t i dansk Theaterhistorie. Som saa ofte havde en

højtæ ret D irektion gjort sig skyldig i at ane Evner, hvor

de ikke var. Man havde ventet sig store Ting af Jfr.

Rosenkilde, men hendes Debut var saa koxnplet uheldig,

at hun henvistes til frem tidig Uddannelse i „Den dram a

tiske Skole“, iblandt hvis „Rahbek’ske Rollinger“, som Sko

lens Elever spøgefuldt betitledes paa det Kgl. Theater, hun

blev en af de tarveligste. E fter en halv Snes Aars Forløb

var hendes Saga ude. Hun døde som Mad. Hammeleff,

67 Aar gi.

— . 15/s, debuterede Aug. Chr. Vilhelm Haack som Hans Puf i

„Harlekin P a trio t“, f. 20/

-1788, kgl. Skuesp. Maj 1810, sid

ste Optr. u /i 1821, f 18/i 1821.

I A u g u s t H a a c k møder vi et i høj Grad sæ rtegnet

Kunstnerfysiognomi. Han blev som Student optaget paa den

dramatiske Skole og viste her et saa afgjort fremragende

Talent, at han langt overfløj alle sine sam tidige Konkur

renter. Allerede som ganske ung forstod han at fremstille

Gammel mandstyper, som f. Eks. Jeronimus i „Abracadabra“

med en stor Troværdighed og saa fyldig en Komik, at han

med R ette vakte de største Forhaabninger, der desværre

ikke blev fuldbyrdede i den Udstrækning, man forudsaa.

Haacks Udførelse af Per Degn i „ E ra sm u s M o n ta n u s “

var, ikke længe efter, af saa stor kunstnerisk Værdi, at

han af Kammeraterne — efter Tidens Skik og Brug ved

T heatret — fik tillag t Øgenavnet „Per Hane“, der snarest

m aatte betragtes som en Æ restitel. Han beholdt den hele

sit korte Liv igennem.

Hans Talestemme skal efter alle Vidnesbyrd have havt

en sær Nasallyd, en N aturfejl, der im idlertid i hans komi

ske Repertoire understøttede hans Aktion og bidrog til at

forhøje Virkningen af hans Spil. Og i Tragedien, hvor hans

udmærkede, omfangsrige Talent sam tidig sikkrede ham en

fremskudt Plads, brugte han sin Stemme med en saadan

K raft og en saa overbevisende Inderlighed i Klangen, at

den nævnte N aturfejl ganske overhørtes. Som Baronen i

„ J e p p e “, som „ J e a n de F r a n c e “ og „D on R a n u d o “

nævnes han med Hæder, og ikke mindre Lykke gjorde han

som de tørre Magistre i „ D e t ly k k e l i g e S k i b b r u d “

og „ J a c o b vo n T h y b o e “. Og for at angive Udstræk

ningen af hans Kunsts Evne er det nok a t notere, at han

som Aanden i „ H a m le t“, som Kent i „K o n g L e a r “ og

som Macduff i „ M a c b e th “ frembragte uforglemmelig V irk

ning.

I det alvorlige Skuespil gav han værdige Fædre, gamle

1806

Militære og Anstandsroller, i Komedien baade unge og

gamle Spradebasser, dumme Adelsmænd, Vindmagere, Pe

danter og Spidsborgere — altsammen med samme Trovær

dighed og Talent. Men -— desværre, han ødslede letsindigt

med de rige Gaver, N aturen havde skænket ham. Som saa

mange andre sceniske Stormænd baade før og siden bejlede

han til Flasken og henlevede alt for meget af sin Fritid i

V inkælderens giftige Luft. Og da hændte det, at han en

gang glemte sin Tjeneste for Vinen. Han blev for den

grove Forseelse straffet med 7 Dages Fængsel i Blaataarn,

en Krænkelse, som den endnu æ rekæ re Kunstner aldrig

forvandt. Han fik ved denne skæbnesvangre Begivenhed rig

Lejlighed til at maale Dybden af sit Fald og sank mere

og mere hen i selvopgivende Tungsind. Baade hans sjæle

lige og legemlige K raft var brudt og treogtredive Aar gam

mel døde han under en B lodstyrtning paa Vejen til Frede

riks Hospital. Hans Hustru var Sangerinden A. S. F. Haack

f. Aubertin, 1787—1860. Datteren, Augusta, var Koristinde

og gift med Sufflør Boje.

1807

debuterede Carl Bruun som Jocrise i „Skjælmen og Dos

m eren“, f. 1784, kgl. Skuesp. Maj 1810, afg. Aug. 1814, f n /n

1846.

Kort — men glimrende var C a rl B ru u n s Theatercarriére.

Han havde Evner af betydeligt Omfang og formaaede at

spille baade enfoldige og opvakte Knøse, Bønder og gamle

Mænd. Blandt sæ rligt gode Ydelser fra hans første Tid næv

nes Jacob, den forslagne Knægt i „ E r a s m u s “.

Men den høje Yndest, han vandt hos Publikum, skyldte

han væ sentligt sin udmærkede Barytonstemme, der ejede

stor Skønhed, og for hvis tekniske Uddannelse han maatte

sige Du Puy Tak. E fter Udførelsen af Syngespilroller i

„ F r u e n t i m m e rh a d e r en “ og „ C e n d r i l l o n “ hed han

aldrig andet blandt Byens Damer end „den guddommelige

Carl“ og var Genstand for en Tilbedelse, der ikke var

ringere end den, man havde vist Du Puy. Klangen af

hans Stemme træ ngte lige til H jertet, og hans henrivende

Foredrag, hans musikalske, overlegne Behandling af Teksten,

og den Lethed, hvormed han fandt Udtryk for enhver Stem

ning og Følelse, fængslede Alle. Hertil kom, at Alting

klædte ham. Mon han ikke har væ ret for sin Tid, hvad

Kammersanger Christian Hansen som ung var for en langt

senere ?

Derfor kom det som et Tordenslag baade for Theatret

og Publikum, da han faa Aar efter sin Debut pludselig

indgav sin Begæring om Afsked. Man fortalte som Grund

til dette opsigtsvækkende Skridt, at han elskede ulykkeligt,

hvilket man mindst af A lt skulde have tæ n k t sig muligt.

Denne H jerteknuser, for hvem hele Byens Damepublikum

sukkede! Men Sagen, sagde man, var den, a t han tøvede

for længe med at erklæ re sin Kærlighed, og im idlertid

havde den Tilbedte, den yndefulde, unge Sangerinde Jfr.

Thomsen, sammen med hvem han havde fejret saa mange

Triumfer, givet Sangeren Georg Zinck sit Ja.

Saadan lød den populære Forklaring paa hans pludselige

U lyst til alt Arbejde. Men den egentlige Grund var sn a

rere den, at han tilhørte en degeneret Slægt. Hans Kunst

var som Flammer fra et Baal, der slukkes. Faderen, For

fatteren, Professor T. C. B ru u n , nævner ikke noget om en

Kærlighedshistorie, naar han i Breve til Yenner omtaler

Sønnens Sygdom. Han anfører som Grund til Bortgangen

„U lyst“ eller „Tabet af Hukommelse“. Havde Carl Bruun

ogsaa sin „Pæl i Kødet“ ligesom Broderen, Theateroversæt-

teren N. T. B ru u n , som var en af Byens kendte Homo-

seksualister? Han døde paa Bidstrup. B illedet af Carl

Bruun (Side 79) viser os hans degenerede og lastefulde Træk.

Beretningen om, at Carl Bruun efter sin Afsked gav sig

i Kost hos en Bonde i Lundtofte, som Overskou meddeler,

er ukorrekt. Indtil hans Faders Død i 1834 boede den da

umyndiggjorte Søn i hans Hus i Lundtofte; derefter tog

han Ophold hos Sangeren Cettis fraskilte Kone, Birgitte

Cetti, paa H jørnet paa Holmens- og Dybensgade, hvor han

døde i 1846, 62 Aar gi. Han levede af Renterne af et Le

gat, som Faderen havde oprettet for ham. Boet blev vur

deret til 58 Rdlr. Hans gloriøse Fortid var da fuldkommen

glemt. „Den guddommelige Carl“ var blevet en sløv, aands-

svag Stakkel.

— 27/io debuterede Niels Simonsen som P eter Dalstrøm i „Pe

bersvendene“, kgl. Skuesp. Maj 1818, afg. Juli 1823, f 7

1831.

Niels Simonsen, som havde studeret Medicin, var et

ganske underordnet Talent. Hans Ansigt var smukt, men

hans Stemme var saa tynd og skærende høj, a t den vilde

have væ ret tilstræ kkelig Aarsag til at hindre ham i Frem

gang paa Scenen. Ved hans Afsked skrev Direktionen:

„Hans Sundhed er saa svækket, a t han sjelden kan gøre

Tjeneste, fordi man ikke kan gøre Regning paa hans Hel

bred fra den ene Dag til den anden“.

— 7

debuterede Jfr. Anna Marie Busk som Sucon i „De to

G renaderer“, f. 7» 1789, kgl. Skuesp. Maj 1810, sidste

Optr. 27s 1813, t 37s 1813.

Jfr. B u sk havde en behagelig Sangstemme, der dog

ikke var større, end at den alene var anvendelig i meget

lette Sager. Men hun besad en pragtfuld Figur, et smukt

og interessant Ansigt, og hun var i det Hele saa pikant

122