127 / 359
1812
4A debuterede Johan Georg Christoffer Zinck som Rose i
„Ungdom og Galskab“, f. 15/o 1788, kgl. Skuesp. Marts 1812,
sidste Optr.
10/io
1827, f
UU
1828.
G e o rg Z in c k var en fireogtyveaarig Student og ansat
som Kantor i Kastellet, da Theatret opfordrede ham til at
indtræde som Vikar for Broderen Ludvig Zinck (Skue
spilleren Otto Zinck’s Fader), der var den ansete Syngemester
og Komponist. Han tiltraad te Stillingen, som dog ikke blev
den, hvori han skulde være det kgl. Theater til størst Nytte.
Som hele sin Slægt var Georg Zinck gennemmusikalsk,
men lian besad tillige en ganske ualmindelig omfangsrig
Tenorstemme, og naar han i Undervisningstimerne paa
Theatret med Sangerne fra Bladet sang deres Partier, var
der friskere Klang og stærkere Malm i Lærerens end i
Elevernes Røst og mere musikalsk Kyndighed i hans
Lillefinger end i alle deres samlede Kroppe. Herpaa blev
Chefen, H o ls te in , opmærksom, da han engang over
værede en Time paa Syngeskolen. Og saa blev Synge-
mesteren hurtigt forvandlet til optrædende Operist. G e o rg
Z in c k s ’ Evner for scenisk Fremstilling var kun ringe,
men en Tenorstemme som hans var til Gengæld endnu al
drig hørt fra vor Scene — saa høj og stærk, saa ægte,
klokkerén og klar var den. Og hans Sangkunst var saa
udviklet, a t der ingen Vanskeligheder fandtes for den.
Og kunde han langtfra i sin dramatiske Aktion naa Du
Puy som Rose i „U n g d om og G a ls k a b “, overgik han i
sin Sang Komponisten.
I enkelte P artier læ rte Rutinen og Erfaringen Georg
Zinck at frigøre sit stive Spil, og blandt hans bedste Ydel
ser nævnes Joseph i „ J o s e p h og h a n s B r ø d r e “ og
Roger i „D en l i l l e R ø d h æ tte “. Han var gift med den
tidligere om talte udmærkede Sangerinde M. E. Z in c k f.
T h o m s e n og blev kun 40 Aar gi.
—
12/i
debuterede Jfr. Charlotte Marie Mannerup som Grevinde
Wohlwart i „De to Klingsberger“, f
29/2
1816.
Jfr. C h a r lo t te M a n n e r u p var en ung, talentfuld og
meget smuk Pige, der syntes at skulle blive Theatret
værdifuld i Elskerindernes og Verdensdamernes Fag, som
altid er vanskeligt at besætte, fordi det kræver store og
uafviselige baade indre og ydre Fortrin. Men — efter
kun ganske faa Aars Forløb — døde den unge Pige af
Brystsyge til stor Sorg for Publikum, hvis Gunst hun
allerede havde forstaaet i højeste Grad at erhverve.
Sin personlige Gunst havde hun skænket Theaterchef Hol
stein, hvem hun i 1807 fødte en Søn, som blev den senere
Skuespiller W ilh e lm H o ls t, hvis udenfor Ægteskab fødte
Søn var Forfatteren, Oberst Frits Holst.
— Juni blev Johannes Wildt Skuespiller ved Hoftheatret, afg.
1818; f. c. 1782, t 29A 1836.
Johannes W ildt hørte til „de Rahbekske Drenge“, d.v. s.
han var Elev og senere Skuespiller ved den første drama
tiske Skole paa Hoftheatret, som henligger øde den Dag i
Dag. Der „brægede han Ordene frem“ i de Forestillinger,
som Skolen under K. L. Rahbeks Ledelse gav om Søn
dagen, og da den omsider blev ophævet, drog W ildt som
Bevillingshaver ud i Provinserne. Men heller ikke dér
indlagde han sig Fortjeneste. Saa skrev han Romaner,
svulstige og smagløse er de, men ikke uden Fantasi. Havde
han levet i vore Dage, var han bleven Biograftheater-
skribent. Hele 14 Bind „romantiske“ Fortællinger udgav
han, og det kan endnu hænde, at „Den smukke Skovpige“,
som rørte vore Bedsteforældres Tjenestepiger til Taarer,
sés i Antikvarernes Yinduer.
1813
20/i debuterede Johan Daniel Bauer som Pagen i „Alma og
E lfride“, f. Ve 1798, kgl. Skuesp. Maj 1819, afg. Juli 1839,
f %> 1880.
J o h a n D a n ie l B a u e r var godt udrustet for Scenen.
Hans Ansigt var livfuldt og smukt, hans Skikkelse tækkelig,
og hans Stemme behagelig og saa skolet, at han ogsaa i
Syngestykker kunde gøre god Fyldest i mindre Tenor
partier. Han blev i sit tyveaarige Theaterliv en stæ rkt
benyttet Aktør, hvis Speciale var de enfoldige, unge Knøse,
men hvis Akkomodationsevne var stor nok til at skaffe
ham et meget forskelligartet Repertoire. Dog, med Ung
dommen svandt Bauers sceniske Brugbarhed, og da han
var en velhavende Mand, trak han sig allerede 41 Aar gi.
tilbage til Privatlivet. Hans Hustru var den talentfulde
Danserinde C h a r lo t te f. W e y le .
De levede begge i
over 40 Aar som Pensionister og blev begge 82 Aar gi.
— Febr. blev Hans Peter Holm ansat som Korist, f. 29/i 1794,
Skuesp. ved H oftheatret 1816, kgl. Skuesp. Maj 1819, afg.
Juni 1849, f 5/io 1854.
En nyttig Mand for Theatret gennem mere end en Men
neskealder blev H. P. Holm. Han havde fortrinlige ydre
sceniske Betingelser, et udmærket Organ og en omfangsrig
Bas; men savnede Aand og Intelligens. Derfor blev han
kun en jævn Brugbarhed, skønt Naturen i ydre Henseende
havde givet ham Egenskaber, som Datidens store Skue
spillere ikke ejede bedre. Arvroller og Bønderkarle kunde
hans Forstand magte, deri turde han lade sin godmodige
N atur faa Plads, og derfor gav han saadanne primitive
Skikkelser en morsom og elskværdig Fremstilling.
1813
n /i
debuterede Dr. Johan Christian Ryge som Palnatoke i
„Palnatoke“, f. 8/a 1780, kgl. Skuesp. Juni 1813, sidste
Optr. 23/s 1842, f 20/fl 1842.
Da R y g e debuterede i April 1813 og med ét Slag ero
brede den Skueplads, i hvis Historie hans Billede staar
tegnet med mægtige Træk som en af vort Theaters største
og uforglemmeligste Skuespillere, havde han allerede for
mere end en halv Snes Aar tidligere optraadt som Aktor
ved Grev T ra m p e s saakaldte N ationaltheater i O d e n se .
Dermed var det gaaet saaledes til: Han var af fornem
Embedsslægt, og hans Fader, Konferensraad og Deputeret
i Finanskollegiet, Immanuel Chr. Ryge, fra hvem Sønnen
arvede sin stejle, herskesyge Natur, var ikke tilfreds med
dennes Fremgang i Studierne, der forsømtes for andre In
teresser. Det kom til et Brud mellem Fader og Søn, og
den unge Ryge pakkede sin Randsel, fulgte sin Lyst og
lod sig i Fyns Hovedstad engagere som Skuespiller.
Konferensraaden havde ellers god Grund nok til a t være
stolt af sin Søn, selv om han var en egensindig Fyr.
Thi knap 16 Aar gammel var han bleven Student med
Udmærkelse i samtlige Fag, og Aaret efter tog han an
den Examen med samme glimrende Resultat. Han havde
derefter begyndt at beskæftige sig med Medicin og Ki
rurgi, — men det var ikke til Studierne hans Hu stod.
Mærkeligt nok vakte hans Optræden i Odense ikke videre
Opmærksomhed, og Greven m aatte desuden snart opløse
sit Theater. Da Ryge var for stolt til at gøre Afbigt, slog
han sig ned i Svendborg og ernærede sig som Lærer, og
da Faderen hørte om den Agtelse, han i denne Stilling
havde vundet sig, kom der en Forsoning i Stand, og Af
talen blev, at Sønnen skulde fortsæ tte sine Studeringer.
Og i Kiel tog den unge Ryge to Aar efter sin Embeds-
examen — atter med Udmærkelse — og noget senere
disputerede han for Doktorgraden i Medicin. I Aaret 1807
finder vi ham som Fysikus i Flensborg og gift med C h r i
s t i a n e B e c k e r , en D atter af Herredsfogden i Svendborg,
en udmærket Dame, skøn og begavet, som i et tolvaarigt
Ægteskab fødte ham 8 Børn.
Allerede denne usædvanlige Carrière for en syvogtyve-
aarig Mand vidner om en sjelden Aands- og K arakter
styrke, Egenskaber, der prægede ogsaa hans senere rige
Kunstnerliv. Skuespilleren fra det lille Odense Theater
var i Aarenes Løb blevet udviklet til Mand, og hans
Skuespillertrang havde Tiden ikke svækket. Da det kgl.
Theater i 1811 udsatte en Præmie paa 1000 Rdlr. for den,
der som „uddannet Kunstner“ kunde udføre to eller tro ædle
Fædreroller og en lignende Sum for den, der gjorde Fyl
dest i det samme Antal Helteroller, meldte den unge Dr.
Ryge sig. Han følte sig kapabel til at hente b e g g e Praj-
mierne hjem! Han debuterede da som „ P a ln a t o k e “,
i hvilken Heltefigur man hidtil havde maatte nøjes med
Fremstillinger af Schwarz og Foersom, der begge var
godej Kunstnere, men kun passede mangelfuldt i JJelte-
skrudet. I Ryges Palnatoke saa’ man Digterens Skikkelse
levendegjort. Saaledes maatte en nordisk Viking se ud.
Her var den, der kunde fylde Panser og Plade ud. Her
var den Stemmens Malm, den Myndighed, den luende Be
gejstring, som Rollen krævede. Her saa’ man et Helte-
billede af imponerende Vælde. Ryges Palnatoke var vir
keliggjort Romantik, „dyb af Aand, duftende af Havtaage,
Hedenskab og Offerblod“, som Bournonvillo sagde.
Og dog var Virkningen af hans „H a k o n J a r l “ endnu
vældigere. Hans Ord klang som Sværdslag, hans Stemme
klang som den skingrende Lur gennem Nordhavets Bræn
dinger. For første Gang steg det kolossale Billede af den
synkende Hedenold frem for det undrende Publikum, og
selv Oehlenschlager m aatte tilstaa, at hans Digtning blev
større og skønnere i Ryges Fortolkning. For alle Stem
ninger fandt den eminente Skuespiller de herligste Udtryk,
— for Vrede og Harme, for det stille Grubleri, den dybe
ste Smerte og den inderligste Ømhed. Saa rige var Ryges
Evner, saa mangfoldige, at han viste sig stor saagodt som
i alle Rollefag. Han var stor i Tragedien, ikke mindre
end i Komedien, stor som Komiker og som Konversations
skuespiller, og selv i Operaen opnaaede han mægtig V irk
ning. Hans Simon i „ Jo se p h og h a n s B rø d re “ blev et
gribende Sjælemaleri af Anger og Fortvivlelse, og som
Eremiten i „D en l i l l e R ø d h æ tte “ imponerede han ved
sin høje Adel og Værdighed.
Hans Franz Moor i „R ø v e rn e “, Per Degn i „ E ra sm u s “,
hans K a n d e s tø b e r , hans C o r f itz , hans Saft i „Sove-
d r i k k e n “, hans Munk i „ W a lle n s te in s L e jr “, hans
„ L e a r“ — viser Omfanget af hans enestaaende Geni. Og
dette Geni ældedes ikke. Det bevarede sin Frodighed og
Styrke til det Sidste. Ryge døde uden Sygdom, 62 Aar
gammel, den 29. Juni 1842. Da den udmærkede Skue
spiller N. P. N ie ls e n nogle Aar efter overtog H a k o n
J a r ls Rolle efter ham, kaldte A n n a N ie ls e n , Skue
spillerens Hustru, sin Mands Udførelse en „Sørgefest
for Ryge“ — en Yttring, hvori man har en Maalestok for
Ryges overvældende Storhed. —
Af Dr. Ryges 15 Børn med to Hustruer, hvoraf den sid
ste var „Ornatrice“ ved Theatret, blev tre Døtre, N a t a l i e ,
F r a n c i s k a og T h e r e s e Skuespillerinder, men kun Na
talie fik Betydning.
125