S_FørOgNu

1815

Spektakelstykke, der til Publikums Behag blev spillet i

den ægte tyske Tragediestil. Sine kunstneriske Sejre

vandt Stage først Aaret efter, da han ved K n u d s e n ’s Død

i 1816 arvede et P ar af denne udmærkede Skuespillers

mest beundrede Kolier, Falsmaal i „ G u ld d a a s e n “ og Bar-

thel i „ Y i n h ø s t e n “ , i hvilke han slog ypperligt til og

ovenikøbet viste selvskabende Evne. Stages T alent var

mangesidigt. Hans Hovedfag var de fine, fornemme Kaval-

lerer, de indtagende Galninge, de overlegent ironiserende

Bonvivanter. Men han magtede ikke mindre den brede Ko

mik, og han, den sobre Mand, formanede navnlig med sandt

Mesterskab at fremstille hele D rukkenskabens Skala fra

den drastiske Fuldskab helt op til den fineste lille Perial.

Hans „ J e a n de F r a n c e “, hans Doktor i „ B a r s e l s tu e n “

og ikke mindre hans „ D id r ik M e n s c h e n s k r æ k “ og hans

Petronius i „D e n V æ g e l s in d e d e “ nævnes blandt hans

ypperste Holbergfigurer.

Stage blev i 30 Aar en af Theatrets mest yndede og i

Privatlivet mest respekterede Kunstnere. Hans meget yngre

Hustru var Sangerinden U lrica Augusta Stage f. Kofoed.

1816 19/

debuterede Christen Niemann Rosenkilde som Balozi i

i „De tre Galninger“, f. 8/i 1786, kgl. Skuesp. Okt. 1815,

sidste Optr. 7/ø 1861, f 12/n 1861.

C h r is te n N ie m a n n R o s e n k il d e , som Regel kaldet

„gamle Rosenkilde“ til Forskel fra hans Søn A d o lf , den

senere Komiker, var en Bogbindersøn fra Slagelse, fra hvis

Skole han i 1804 dem itteredes som Student. Han var fa t

tig og m aatte for at opretholde Livet søge Huslærerplads.

Skæbnen havde i denne Stilling ført ham til Egnen om

kring Aarhus, hvor han kort efter fik Ansættelse som Kan

tor ved Domkirken, og hvor han giftede sig med en Køb

mands D atter.

Da Prins Christian F rederik i 1814 efter sin korte Kon

getid i Norge opholdt sig i Aarhus, fik han Lejlighed til

at se Rosenkilde spille Komedie og med sin fine Kunstfor

stand fandt han saa stort Behag i Kantorens Talent, at

han hjalp ham til i det paafølgende Aar at blive kn y ttet

til den kgl. Skueplads i Kjøbenhavn, hvortil Rosenkilde der-

paa med Kone og Børn forlagde Residensen. P aa T heatret

lagde man fra Begyndelsen ikke saa megen Vægt paa hans

komiske Begavelse som paa hans meget smukke, bløde T e

norstemme, og da Syngespillets T enorpartier som Regel er

Elskerroller, blev Rosenkilde med Vold og Magt Sangelsker!

Han var fortvivlet, og da han endelig fik Lov til at for

søge sig som Komiker, var Udfaldet til en Begyndelse just

ikke straalende. Man overlod ham enkelte Smaaroller i

Holberg, men først i 1819 slaar han igennem i et Lystspil

„ H v ilk e n a f d em er B r u d e n ? “, og denne Succés b a

ner ham Vejen til den næste og betydelige som Stygotius

i „ J a c o b von T h y b o e “ hvor han af den tørre Pedant

skabte et saa modent gennem tænkt og fint udarbejdet

Kunstværk, at han fra nu af er selvskreven til at med

virke i alle Holbergforestillinger, og mere og .mere udvik

ler han sig til at blive den store, uforglemmelige Komiker,

der besad et ligesaa stilfæ rdigt som dybt Lune, der kunde

give sig Luft i de snurrigste, improviserede Paafund, ofte

ganske barnagtige, men saa elskelige i deres N aivitet, a t

de gjorde ham i høj Grad elsket af Publikum, der erkendte

det ægte Geni bag alle Særhederne og ikke blot gerne til

gav, men efterhaanden stæ rkt gouterede de ofte respekt

stridige Improvisationer, som man næppe havde ta a lt af

Andre. — Rosenkilde og N. P. Nielsen var i 1850 de første

aktive Skuespillere, som blev dekoreret med Ridderkorset.

— J'’

debuterede Jfr. Christiane Eleonora Zrza som Charlotte

i „Sovedrikken“, f. 22/s 1797, kgl. Skuesp. Aug. 1820. afg.

Jan. 1845, f 7 u 1862.

Jfr. E le o n o r e Z rz a gjorde straks, naar hun viste sig

paa Scenen, et fordelagtigt Indtryk ved sin gode Figur og

sit livlige Ansigt med de mørke Øjne, men hendes dram a

tiske Ugidelighed, hendes komplette Mangel paa Frem stil

lingsevne odelagde ligesaa hurtigt den Sympathi, hendes

Apparition havde fremkaldt. Eller var det blot Viljen, det

skortede hende paa? Det fortælles om hende, at hun var

utilgængelig for enhver Art af dramatisk Instruktion, og at

hun, naar man opfordrede hende til at gøre ialfald Tilløb

til at „spille“ sine Roller, uvægerligt gav det overraskende

Svar, at hun ikke havde „Lyst til at skabe sig“.

For at hun med saa vanvittigt et Ræsonnement, som hun

i fuldt Maal praktiserede paa Scenen, overhovedet kunde

blive taalt, m aatte hun byde paa saa fremragende modsatte

Egenskaber, at man nødtes til at bære over med hende. Saa-

ledes var det. I sin pragtfulde Stemme, en Sopran af ual-

, mindelig Hojde og Klangskønhed, gav hun fuld Valuta. Og

den Energi, hun ikke vilde sætte ind paa at „skabe sig“,

anvendte hun paa sin Sangkunst og drev det til som Ko

loratursangerinde at præstere det hidtil Uhørte. Som Grev

inden i „ F ig a r o s G i f t e r m a a l “ vakte hun Enthousiasme

ved sin glimrende V irtuositet, ligesom i „ B a r b e r e n “ som

Rosina, og hun var i lange Tider Operascenens kvindelige

Primadonna, og i bestandig stigende G rad , idet hendes

Røst ikke syntes underkastet den almindelige Skæbne at

forringes med Aarene, tvertimod tiltog den baade i Om

fang og Fylde.

Da hun var død, meldte ingen sig efter det af S kifteret

ten udstedte Proclama som Arvinger. Myten om, at hun

1 8 1 6 havde syv uægte Børn, kan derfor sikkert henføres til, at

hun i 1817 fødte Sufflør, cand. jur. E is e n en Datter, som

blev adopteret i hans barnløse Ægteskab med Skuespiller

inden Mad. Eisen f. Flindt.

— 7/s debuterede Jfr. Nicoline Thomasine Henriette Jørgensen

som Clémentine i „Besøget“, f. 10/ø 1791, kgl. Skuesp. Sept.

1815, afg. Juli 1845, f n /n 1847.

Samme Sæson, som saa’ C h r is te n N ie m a n n R o s e n

k il d e debutere, forøgede T heatrets Personale med en

fremragende kvindelig Kraft, der i Modsætning til ham havde

det Held øjeblikkeligt at blive anbragt paa sin rette Hylde.

Jfr. H e n r i e t t e J ø r g e n s e n var af en anset, borgerlig

Slægt, en gennemdannet Personlighed og et k lart Hoved.

Hun havde i B o ru p s S e ls k a b , gjort sig stæ rkt bemær

ket ved sit dram atiske Talent, da hun femogtyve Aar

gammel meldte sig ved Theatret, hvor hun kort efter de

buterede som Verdensdame og opfyldte alle de Forvent

ninger, hun havde vakt. Hun bevægede sig med fuldkom

men Frihed og med den fødtes Dames elegante Hold

ning og med en Replikbehandling, der forbavsede ved sin

Lethed og Naturlighed. Ogsaa i Tragedien udfyldte hun

en fremskudt Plads. Som „M a rie S t u a r t “ og som Bera

i „ H a g b a r th og S ig n e “ gjorde hun udmæ rket Fyldest.

Hun udviklede sig tillige til at blive en fortrinlig k o m is k

Skuespillerinde. Hun beherskede her den hele Skala, lige-

fra de værdige Mødre nedefter, gennem de behagesyge,

vrantne, vripne, forfjamskede og pjankede Fruentimmer til

den Holbergske Magdelone, og hun blev i den senere na

tionale Lystspildigtning en af Hovedstøtterne for Scenen i

dens mest glimrende Tid.

Og glemmes bør det ikke, at den unge Phister havde en

varm Talsmand og trofast Veninde i Jfr. Jørgensen, af

hvem man desværre ikke kender noget Privatbillede.

1817

14/io debuterede Giovanni Battista Cetti som Robert i „Ja-

conde“, efter at han havde h aft sin

ste Optræden d. 8l/i

1814 paa Hoftheatret, kgl. Skuesp. Maj 1818; f. 14/s 1794,

sidste Optr. 14/s 1845, f

20/3

1 8

G. B. C e t t i ’s Fader var en italiensk Barometermager,

der bosatte sig i Kjøbenhavn, hvor Sønnen blev Elev ved

den dram atiske Skole og som tyveaarig optiaadte paa Hof

th e a tre t med et meget gunstigt Resultat. Navnlig det le t

bevægelige Damepublikum modstod ikke hans udmærket

skolede, mandige og sam tidigt smeltende Baryton og hans

velbyggede, smidige Skikkelse. Da D irektionen ikke straks

vilde efterkomme den unge Sangers Fordring paa at op

træde som „D o n J u a n “, gik han resolut til Sverrig, men

da ikke heller her hans Carrière gled ham tilstrækkeligt

hurtigt og let frem mod Maalet, vendte han paany til

bage, fik Direktionens Absolution og henrev Publikum

som Grev Robert i „ J a c o n d e “. Af den besnærende Viva-

citet, han paa Scenen lagde for Dagen, drog man den over-

ilede Slutning, at han ogsaa vilde kunne gøre Fyldest i

Skuespillet som romantisk Elsker. Og man lod ham da

prøve sin Lykke. Men det slog klik. Naar Sangen ikke

lagde sin blændende Glans over hans Personlighed, slog

hans dramatiske Fremstillingsevner ikke til. Men hvor han

kunde virke med sin Sang, ejede han en Lyrik som Faa,

og han blev efterhaanden Publikums erklærede Yndling.

I Kuhlau’s „ L u lu “ overraskede han som Dværgen Barca

ved at give en Figur, rig paa eventyrlig Fantasi og for

bavsende ved sin Personligheds komplette Forvandling ved

Hjælp af et mekanisk Apparat, han selv havde konstrue

ret (jfr. Billedet Pag. 55). Cetti var den selvskrevne Bæ

rer af Syngestykkerne. Og endnu gaar der Frasagn om

den Troldomsmagt, han øvede over Tilskuerne som „Fari-

nelli“, der gik første Gang over Scenen i 1837. Farinelli

blev hans sidste store Triumf, efterat han i en Aarrække

havde været retmæssig Indehaver af store Roller som Don

J u a n og Bertram i „ R o b e r t a f N o r m a n d i e t “. — For

holdsvis tidligt mistede han sin kunstneriske Ærgerrighed

og Energi og tra k sig tilbage i 1845.

Han opnaaede en Provinstheaterbevilling, som han vist

nok ikke personlig benyttede og døde 1858, 64 Aar gi.

Skuespiller F. A. C e tt i og Danserinden Ludovica Cetti,

senere Professorinde Ne ru d a , var blandt hans Børn.

1818

12/

debuterede Jfr. Frederikke Nissen, senere Mad. Schliiter,

som Eulalia i „Menneskehad og Anger“, kgl. Skuesp. Sept.

1821, afg. Juni 1829.

Jfr. N is s e n havde en heldig Debut, — dermed er Alt

sagt. Det Bifald, hvormed Publikum modtog hende i hendes

første Rolle, strakte ikke til den næste. Hun var et ganske

underordnet Talent med et temmelig uheldigt Ådre. Men

da hun var et beskedent Menneske, opnaaede hun kgl. An

sæ ttelse og var ved T heatret en halv Snes Aar. Hun døde

som Mad. Schliiter.

1820

4/o debuterede Th. Smith som Belmour i „Bonton blandt

Borgerstanden“, f. 1803, kgl. Skuesp. Maj 1824, sidste Optr.

10/8

1826, t 29/s 1826.

Den meget unge Skuespiller Th. Smith, der med sit ret

gode Theaterydre og sin smukke Talestemme gav Løfte om

med Hæder at kunne fylde en Anden-Elskers Plads og

som var paa Vej til at erhverve sig en sikker Andest i

Publikum, blev bortrevet af en meget tidlig Død et Par

Aar efter at have opnaaet Ansættelse som kgl. Skuespiller.

128