120 / 359
Scene af Op. „Faust“.
M efisto feles: S chram . F a u s t: N yrop.
M a rg a re th e : F r u E rh a rd t-H a n se n .
1799
Mad. O 'D o n n el havde Mad. Hegers sværmeriske Blond
hed og lignede hende i det Hele meget af Ydre, men
manglede ganske hendes indre Egenskaber, Blidheden,
Sværmeriet og den milde Tungsindighed, der gjorde Mad.
Hegers Frem stillinger saa. poetisk gribende.
Ved sin Fremkomst havde Mad. O’Donnel gjort Lykke
ved sit Ydre, men længe varede det ikke, før man fandt
ogsaa det ligesaa uinteressant som hendes Spil. Hun blev
for Scenen uden nogensomhelst Betydning. — Hun var gift
ined Skuespilleren af samme Navn.
1800
l/s debuterede Jfr. Louise Dreier, senere Mad. Petersen,'som
Md. W arberger i „Jægerne“, kgl. Skuesp. Novbr. 1800, afg.
Juli 1821.
F ra Odense T heater erhvervedes J f r. D r e ie r , som kort
efter, ved G iftermaal med en Uhrmager, kom til at hedde
Mad. P e te r s e n . Hun blev af ganske underordnet Betydning.
Den Rutine, hun paa Provinsscenen havde tilegnet sig,
snarere hindrede end hjalp hende, idet den kun under
stregede hendes Aandløshed.
1802
se sin første Ungdom hengaa uden at vinde frem til den
Plads, der med R ette tilkom ham.
Han havde i V irkeligheden et baade stort og ejendom
meligt T alent og en frodig Fantasi, der med genial Sik
kerhed skabte de mest forskellige Skikkelser og udformede
dem til livagtige og sande Billeder af N aturen.
Det var først efter K n u d s e n s Død, a t Rind fik fast
Fod i R epertoiret og kom til at indtage en fremragende
Plads v edT h eatret og skaffede sig en overordentlig Yndest
hos Publikum . Han var en Mester i Maskeringskunst,
kunde paatage sig enhver Skikkelse og ethv ert Mæle, og
hans Lune strømmede altid over med Inspirationens vel
gørende Friskhed. B landt hans komiske Roller kan med
særlig Hæder nævnes Arv i Holbergs „ H e n rik og P e r
n i l l e “, R ichard Børstenbinder i „ K a n d e s tø b e r e n “ og
Peder Eriksen i „D en S tu n d e s lø s e “, og i „ S k u e s p i l
le r e n m o d sin V il j e“ viste han sin komiske Evnes Mang
foldighed og sin Forvandlingskunst, idet han her fremstil
lede otte grundforskellige Figurer.
Hans Virksomhed
strak te sig ogsaa til Syngestykket, hvori han udmærkede
1800
V* debuterede Niels Olsen som O’Flaherty i „Vestindiane
ren“, f. 1773, kgl. Skuesp. Juni 1800, afg. Juli 1814, f 24/o
1819.
Ogsaa N ie ls O ls e n , som var Elev af Schwarz, kom fra
T heatret i Odense. Valget af ham var langt heldigere.
Han optraadte i 1799 to Gange som Gæst paa det kgl.
Theater med et Udfald, der gjorde det ønskeligt a t enga
gere ham fast, hvilket skete det paafølgende Aar. Baade
i sin første Debutrolle i „ V e s ti n d ia n e r e n “ og endnu
mere i sin anden, som Vielgeschrei i „D en S tu n d e s lø s e “,
lagde han en mere end alm indelig Begavelse for Dagen.
Alen han holdt ikke helt de gode Løfter, han havde givet.
Han afgik fra T heatret i 1814 i en af Drik meget svækket
Aands- og Legemstilstand.
1802
4/a debuterede Hans Buil Rind som Lubin i „Den gode
Aloder“, f. 2/ia 1783, kgl. Skuesp. Aug. 1805, sidste Optr.
»/• 1821, f 21/s 1821.
R in d var Elev paa Danseskolen, men følte Trang til at
blive Skuespiller. Tilskyndet af sin Balletkammerat E e n -
h o lin s Exempel søgte han Ansættelse ved Odense Theater,
men fandt kun ringe Anvendelse, hvorefter han søgte til
bage til det kgl. Theater. Ved den Debut, der blev ham
tilstaaet, gjorde han Fiasko og benyttedes efter denne
mislykkede Begyndelse kun til hastige Doubleringer og i
Roller, der ved et Tilfælde blev ham tildel. Ved et saa-
dant Tilfælde røbede han som Jens i „ J a c o b v. T h y b o e “
en afgjort komisk Begavelse. Men alligevel m aatte han
1802
sig ved et fortrinligt Foredrag. Hans Kunstnerbane af
brødes pludseligt, e fte rat han i nogle Aar havde levet i
et lykkeligt Ægteskab med den afholdte Sangerinde C a
r o l i n e W a l t e r , der senere blev gift med N. P. N ie ls e n .
Netop i sin ovennævnte Glansrolle i „ S k u e s p ille r e n mod
s in V i l j e “ overanstrængte han sin Stemme og paadrog
sig en B lodudtrædning i H jernen, der medførte hans snar
lige Død, kun 38 Aar gi.
4/a debuterede Jfr. Anna Dorothea Sølver, senere Mad. Licbe,
som Fulbcrt i „Den lille Matros“, f.
lh
1784, kgl. Skuesp.
Novbr. 1803, afg. Juli 1831, f
2
7
1
1838.
Jomfru S ø lv e r , der debuterede om trent sam tidig med
Rind, havde i Alodsætning til ham Lykken med sig fra
den første Aften, hun viste sig. Hun formaaede ikke at
bestikke ved sit Ydre, men hendes klare, kraftfulde A lt
stemme, hendes kække, livlige Aktion og vindende Væsen
bragte hende Sejren, og det viste sig desuden snart, at
hendes dram atiske Talent havde et større Omfang, end
man fra første Færd havde formodet. Hun forstod at
fremstille to saa modsatte Skikkelser som den djærvt-
komiske Alette i „ K æ r lig h e d u d e n S tr ø m p e r “ og den
erotisk smægtende Cherubin i „ F ig a r o s G i f t e r m a a l “.
Og da hun aabenbarede en original Evne for Holbergske
K arakterer ved sit Spil i „ H e x e r i e l l e r b lin d A lla rm “,
indlededes hermed den lange Række af større og mindre
Roller i Holbergs Komedier, der vaktes til nyt Liv ved at,
lægges i hendes Hænder.
118