S_FørOgNu

1 8 5 9

første Gang som Johanne i „Eventyr paa Fodrejsen“ —

dernæst som sin Navne, Rosalinde i „Livet i Skoven“. Hen

des Figur var ualm indelig smuk, og hendes gyldne H aar

var ligesaa lan gt som hendes Legeme, men D ialekten

blev hendes Anstødssten, og efter fire Sæsoners Forløb drog

hun bort fra det Kgl. T h ea te r til Engagementer i Tyskland,

Sverrig, nu og da i de danske Provinser og ved Folkethe-

a tre t under Navn af M a g d a v o n D o l c k e . Hun lever

endnu som Enke efter Grosserer Bosse.

1 8 6 0 “°/

debuterede

Jfr. Anna Henriette Andersen,

senere

Fru

Levinsohn,

som N anette i „Den lille R ø d hæ tte “, f. 8/i 1839,

kgl. Skuesp. Sept. 1866, afg. Juni 1879, f 27s 1899.

Anna Levinsohn ombølgedes under hele sin Løbebane

p aa T h e a tre t med Publikums varmeste Sympati. Hun nød

en ganske ualm indelig Yndest, og det hjertelige Bifald,

der lød hende imøde, n a ar hun, efter hyppige Fraværelser

paa Grund af Sygdom, a tte r frem traad te paa Scenen, var

Vidnesbyrd om det stærke Baand, der band t hende saa

fast til Tilskuerne. Grunden til denne Sympati m aa tte

søges dels i hendes sjeldent klangskønne Mezzo-Sopran,

som var saa klokkeren og klar, med en egen hjertevindende

Timbre, og tillige omfangsrig og fyldig, men ikke m indre

i hendes ualm indelig yndige Personlighed, der alene ved

sin Tilsynekomst tog Publikum fangen. Hun viste desuden

i Aarenes Løb en P e rfek tib ilitet baade sangligt og d ra

matisk, der tillod hende a t give sig i Kast selv med de

vanskeligste Opgaver. Hun gjorde stor Lykke som Rosina

i „Barberen“, som en henrivende Zerlina i „Don J u a n “,

Maria i „Regimentets D a tte r“, Anna i „ Jæ g erbrud en“ og

Leonora i „Troubaduren“, hvori hendes Koloraturer vir

kede fortryllende. Ogsaa i det lettere Syngestykke og

Vaudevillen præsterede Fru Levinsohn ypperlige Ting, f.

Eks. som Voltisubito i „Recensenten og D y re t“ og Char

lotte i „Et Eventyr i Rosenborg H ave“. Tilsidst tvang Sygdom

den udmæ rkede Sangerinde til a t søge sin Afsked i 1879,

hvorefter hun endnu levede en Snes Aar, men bestandigt

kæmpende mod et skrøbeligt Helbred.

1 86 1

debuterede

Jfr. Josephine Hortensia Nancy Adelaide Thor-

berg,

senere

Fru Eckardt,

som Kirstine i „Thyco Brahes

Ungdom“, f. 24/n 1839, kgl. Skuesp. 1864, afg. 1901, f ia/*

1906.

Josephine Eckardt havde allerede som Frie. Thorberg v ak t

Opmærksomhed i B alletten ved sin ædle Skønhed, sin ranke

Holdning og elegante, plastiske Skikkelse, og det manglede

ikke paa Opmuntringer til hende om at forsøge sin Lykke

i Skuespillet. Og i 1861 gjorde hun Springet med afgjort

Held. Hun blev im idlertid under den første Periode som

Skuespillerinde anvendt paa et Felt, hvor hendes Evner

ikke hørte hjemme. Det var ikke i T ragedien eller det

højstem te Drama, at hun skulde blive vor Scene til Nytte.

Til hendes Ydre, lidt køligo Skønhed svarede en vis Man

gel paa indre Varme og Hengivelse. Hun formaaede ikke

a t give de stæ rke Følelser Udtryk, og hendes Stemme sav

nede ogsaa en overbevisende Klang. Den var tydelig og

klar, men ikke fri for nogen Tørhed. Hun mindede i sin

ydre Frem træden ikke saa lidt om Elise Holst, født Heger,

hun ejede i sin Personlighed Udtryk for Kyskheden og

Renheden, men savnede Evnen til a t lade sig rive fuldt

og helt med i stæ rk t bevægede Situationer. Omsider

forstod man, hvor hendes T alen t m aa tte kunne frem

bringe den rette Virkning, og i hvilket Rollefag hendes

ydre og indre Ejendommeligheder m aa tte bringe hende

den fuldkomne Sejr. Da Fru E ckardt i 1865 havde spillet

Fru de Léry i „En Caprice“, var hendes Lykke gjort. Hun

blev paa vor Scene Selskabsdamen af den fine Verden

og blev i d ette Fag en værdig Arvtagerske e fter Fru Hei-

berg. Og selv om hun paa Grund af sine Evner og sin

Skønhed ofte blev brugt paa andre Omraader, var det dog

som Konversationsstykkernes Verdensdame, a t hun vandt

sine mest afgørende kunstneriske Sejre, f. Eks. som Lady

Teazle i „Bagtalelsens Skole“, Marguerite i „Dronning M ar

guerites Noveller“, i „Badet i Dieppe“ og Fru Møller i

„Embedsiver". Men glemmes maa det ikke, at Fru E ck ardt

paa sine ældre Dage vandt sig en frem ragende Plads paa

et helt andet Domæne, da hun i en Række moderne Rol

ler viste et fint, satirisk Talent, en komisk Evne, der maa-

ske forste Gang aabenbarede sig, da hun spillede Etats-

raadinden i „En Skandale“, og som gav hendes Kunst en

værdifuld Forøgelse. — Fru E ckardt var i en lang Aar-

ræ k ke en Pryd for den danske Scene, og hendes Plads er

egentlig efter hendes Afgang aldrig helt bleven udfyldt.

Hun var en kort Tid gift med Skuespiller L a u r i t s E c k a r d t .

\ ed hendes Søsterdatter, A g n e s T h o r b e r g - S o m m e r s

Debut paa Folketlieatret i 1904 optraadte Fru E ckardt som

Gæst i „Hvor man keder sig“.

14/n debuterede

Alfred Carl Johannes Flinch

som Hagbarth

i „Hagbarth og Signe“, f. Vs 1840, afg. Juni 1865, + Juli

1910.

Alfred Flinch — Søn af den kendte Almanaks Udgiver

- var kun ganske faa Aar ved T heatret. Han var et

gennemdannet og litteræ rt interesseret Menneske, men

hans dramatiske Evner stod ikke i Forhold til hans Kunst-

begejstring, og efter forskellige Forsøg trak han sig tilbage

for udelukkende at dyrke sine litteræ re Interesser. Det

1 8 6 1

kgl. T h eater b en y tte r endnu hans dygtige Oversættelse af

Moliéres „Tartuffe“. Senere rejste Flinch til Amerika,

hvor h an efter at have fristet en kummerfuld Tilværelse

endte som Bibliotekar.

— 5/i

debuterede

Jfr. Anna Sophie Louise Holm,

senere

Fru

Riise,

som W ilhelm ine i „Ungdom og G alskab“, f. 18/s 1838,

kgl. Skuesp. Sept. 1866, sidste Optr. 5/'o 1871, t 'V2 .1872.

Kun kort, men desto smukkere, blev Fru Riises d ram a

tiske Løbebane. Hun debuterede i „Ungdom og Galskab“

som W ilhelm ine, hvis høje Sopranparti hun sang med Bra-

vour. Hendes Stemme veg ikke tilbage for nogen Vanske

lighed, u dmæ rket i sig selv og uddannet, som den var, i

Rungs kyndige Skole. Dens k rystalklare Klang, den Lethed,

den viste, i de letløbende Koleraturer, vakte Publikum s Be

undring. Ogsaa hendes tækkelige Ydre behagede og bragte

hendes mangelfulde Aktion i Forglemmelse. Som hendes

Glansrolle bør nævnes N attens Dronning i „Tryllefløjten“,

i hvis vanskelige P a rti hendes Sangkunst gjorde eminent

Virkning. Som denne Rolle betegnede Kulm inationen i hen

des Kunst, blev den ogsaa den sidste, hvori hun skulde

fryde sit trofaste Publikum. E fte rat hun havde u dført P a r

tie t den 5. Septbr. 1871, b e tra a d te hun ikke oftere Scenen.

Under haarde Lidelser døde hun den 12. Februar det p a a

følgende Aar e fter en kun tia a rig Theatervirksomhed.

1 8 6 2

debuterede

Jens Larsen Nyrop

som Masaniello i „Den Stum

me i Portici", f.

11/i

1831, kgl. Skuesp. Aug. 1863, afg. Juni

1882, f 1904.

Den Bevægelse, som den bondefødte Nyrops Sangerdebut

vakte i det dengang stæ rk t theaterin teressered e Kjøben-

havn, kan kun sammenlignes med den Sensation, som Høedts

Optræden i Shakespeare’s Ham let havde fremkaldt. Jens

Larsen Nyrop var født paa en Udflyttergaard i Kallund-

borgegnen, havde tilb ra g t sine tidlige D rengeaar som Vog

terdren g og sine senere som Musikant ved Bøndergilder.

Som ung t Menneske drog han, dreven af Drømme om en

Frem tid som Kunstner, til Hovedstaden for a t søge Ansæt

telse som Musiker i det berøm te L umbye’ske Orkester. Men

det gik ikke saa glat, som han havde tæ n k t. Sine sammen

sparede Penge m a a tte han anvende til at lære videre, da

den Undervisning, en musikalsk Snedkersvend havde bibragt

ham i Kallundborg, viste sig ufuldstændig. Og da Pengene

var bru g t op, m aa tte han vende hjem igen. D e tte gentog

sig et P a r Gange, indtil S o ldatertjenesten kald te ham, og

h an tr a k i Kongens Tøj som on høj og sjelden smuk Gar

der. E fte r e n dt R ek ru ttid tog han paan y Undervisning, og

efter mange Genvordigheder havnede han omsider i Folke-

th e a tre ts Orkester, hvor han betoges af Scenens Trylleri,

og hvor han, gennem Skuespiller H a g e n s Undervisning,

der gik ud p a a at befri ham fra den sjællandske Bonde

dialekt, mere og mere droges mod T heatret, e fte ra t Hagen

havde opdaget, a t hans Elev besad en Tenorstemme, som

var ualm indelig klangfuld og stærk. Med en Korist fra

det Kgl. T h eater indøvede han Slummerarien af „Den

Stumme i Portici“, og — kort og godt — ikke længe efter

var han a n ta g et til Debut p aa Kongens Nytorv. Drømmen

var bleven til den skønneste Virkelighed, da han den 12.

Febr. 1862 stod paa Scenen og som den frihedsbegejstrede

Masaniello henrev Publikum til den vildeste Begejstring,

til et Bifald, der ikke længe var hørt i T h eatret, og som

kulminerede, da h an imod Slutningen af Operaen, omhyllet

af Kongekaaben, spillede Vanvidsscenerne med en Plastik

og Mimik, en Følelse og Fantasi som en T rag iker af Rang.

Nyrops Navn fløj L an d et rundt, og store og sm aa Poeter

besang ham i højstem te Kvad. Han ansaas for en E ventyr

helt, en Skønhedsaabenbaring, der var Folket kær, fordi

den havde sit Udspring fra Folkets brede Samfundslag. Sy t

ten Gange gik „Den Stumm e“ for overfyldt Hus. Den glim

rende Sejr blev forfulgt — men — den første Begejstrings

Rus var snart forbi, og efter nogle Aars Forløb in dtraad te

Reaktionen. Han sang Arnold i „W ilhelm T ell“ og gjorde

Lykke, ligesom i „Jødinden“ som Eleazar og i „Jæ g e rb ru

d e n “ som Max, men det mærkedes inden 60’ernes Udløb, at

Stemmen var overanstrængt og paa Retur. Og da hans

korte, men glimrende Operaperiode var forbi, forsøgte Nyrop

om hans dramatiske Evne var stæ rk nok til a t bære ham

frelst fra Operaen over i Skuespillet. Men Forsøget glippede.

D ialekten var ham her for meget imod, og den Plastik, der

i Operaen ba.res af Rhytmernes Klang, syntes uden Skønhed,

og Manglen paa Kultur blev uden Musikens Hjælp iøjnefal

dende. E fter en tyveaarig Theatercarriére — rig p a a Lykke

og Skuffelse — tra k Nyrop sig tilbage. Den romantiske

Masaniello endte sine Dage som Klasselotterikollektør.

Han var gift med Skuespillerinden A g n e s N y r o p f. L a n g e

og D atteren var Skuespillerinden M a r g r e t h e N y r o p .

1 8 6 3

18/i debuterede

Gerhard Julius Frederik Døcker

som Tell i

„Wilhelm T ell“, f. ,2/i 1832, kgl. Skuesp. 1864, afg, Oktbr.

1879, t 7 i 1905.

Før Julius Døcker bestem te sig for T heatret, var han

Købmand i Aarhus. Hans Debut var absolut heldig, og

hans følgende Roller bestyrkede H a ab et om, a t man i ham

havde faaet en virkelig Operakraft. Han besad en m alm

fuld Barytonstemme, der havde faaet en kyndig Uddannelse,

og hans første Optræden som W ilhelm Tell vidnede om,

at han ogsaa stod over Middelmaalet, hvad den dramatiske

160